Traktortræk og truckerstævne i Faxe

Mandag 13. september 2021 kl. 10:33

Traktortræk og truckerstævne i Faxe
Masser af hestekræfter slippes løs i Faxe i weekenden. Foto: Faxe Pulling

Traktortræk og truckerstævne i Faxe
Arkivfoto lidt fra oven. Foto: Faxe Pulling
_På lørdag og søndag er der både traktortræk og truckerstævne i Faxe - nærmere bestemt på Skovgårdsvej 2B, som er en sidevej til Egedevej.

Det hele startede med traktortræk sådan helt i det små, for nogle år siden, men har efterhånden udviklet sig til et meget stort stævne med traktortræk, salgsboder og mulighed for at købe mad og drikke, ligesom der er hoppeborg og andre aktiviteter for børnene.

Det er nogle af de vildeste traktorer man kan se, og de motorer nogle af traktorerne er udstyret med, er meget langt fra de motorer man ser på markerne. Meget langt fra. Kom selv og se - og mærk - motorernes vilde kræfter.

Truckere
For et par år siden fandt familien Petersen, som står for arrangementet, på at der også skulle være mulighed for at udstille truckere - altså lastbiler. Og den mulighed tog mange truckere gladeligt imod.

Gitte Petersen fortæller at der i år er tilmeldt ikke mindre end 169 lastbiler - eller truckere som det hedder, når man gør noget ekstra ud af sin lastbil. I traktortræk-konkurrencen er der ca 35 deltagere.

Så vil du have en weekend med masser af hestekræfter, og flotte truckere at se på, så kig forbi Skovgårdsvej på lørdag og søndag mellem kl. 10 og 17.

Du kan læse mere om det store stævne på Facebook. Søg på Faxe Pulling.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.