Kaffe og politik i Haslev

Onsdag 8. september 2021 kl. 11:32

Kaffe og politik i Haslev
Bestyrelsen for Socialdemokratiet for Haslev & Omegn. Fra venstre: Margit Kolls Lorentzen, Erling Hugger Jakobsen, Helle Christiansen Schmidt, Karen Palmelund, Peter Vilson, Jeannie Thorving Hansen, Anne-Beth Mukiibi

Kaffe og politik i Haslev
Freddy Blak fortæller om regionsrådsvalget og et langt liv i politik ved det første kaffemøde
Den nystiftede forening Socialdemokratiet for Haslev & Omegn, inviterer til to kaffemøder - nærmere bestemt lørdagene den 11. september og 2. oktober. Begge dage kl. 9.00 og på Haslev Bibliotek.

Lørdag den 11. september kl. 9.00 kommer Freddy Blak på besøg, og han vil fortælle om det kommende regionsrådsvalg - og om et langt liv i politik. Og her er der sikkert meget at berette, for Freddy Blak har bl.a. siddet i Europaparlamentet og er nu i Regionsrådet.
Dette møde afholdes i lokalet Romanen på Haslev Bibliotek.

Dem skal I stemme på...
Lørdag den 2. oktober starter man også kl. 9.00, men denne gang i lokalet Novellen. Her vil Socialdemokratiet for Haslev & Omegn præsentere de kandidater, som denne partiforening mener man bør stemme på ved det kommende byrådsvalg.

Og det vil sige Christina Birkemose, Finn Hansen, Anders Franssen, Peter Vilson og Jeannie Thorving Hansen.

Det er Erling Hugger der er formand for Socialdemokratiet for Haslev & Omegn, og han fortæller til Haslev-Faxe Posten at man har 60 medlemmer, men at man venter på den endelige godkendelse fra socialdemokratiets hovedbestyrelse før man helt officielt er en partiforening.

- Men det er nu kun en formssag, siger Erling Hugger.
Det er helt gratis at deltage i de to kaffemøder, og man behøver ikke være medlem af partiet for at deltage. Alle er velkomne, understreger formanden.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.