Dalgården holdt åben hus

Mandag 30. august 2021 kl. 08:53

Dalgården holdt åben hus
Foreningen Dalgårdens formand Asta Truelsen overrakte en buket blomster til Fanika Nielsen, som bruger mange frivillige timer på Dalgården. Privat foto

Aktivitetshuset Dalgården holdt åbent hus.

Rønnede: Aktivitetshuset Dalgården på Thujavej 19 holdt fredag den 27. august åbent hus, hvor Foreningen Dalgårdens formand Asta Truelsen bød velkommen.

Hun var glad for at se, at så mange mennesker var mødt op, og der var stor gensynsglæde.

Ved arrangementet kunne man kigge sig lidt omkring og se nogle af de mange aktiviteter, Dalgården byder på.

Alle glæder sig til den nye sæson og man fornemmede tydeligt, at alle savnede det fælles sociale samvær.

Udendørs spillede man krolf og nye kunne få en lille forsmag på spillet.

Formanden takkede samtidig alle de frivillige, der altid stiller op til de små opgaver, man selv kan gøre for Dalgården.

Asta Truelsen rettede en særlig stor tak til en enkelt person, der med stor glæde og godt humør bruger mange frivillige timer på Dalgården, nemlig Fanika Nielsen.

Hun fik overrakt en buket blomster og en lille pengegave som tak for indsatsen fra brugerne af Dalgården.

Efterfølgende hyggede man sig med grillpølser, drikkevarer samt kaffe og kage fra kaffevognen.

Vejrguderne var med arrangementet og alle nød da solen tittede frem, og syntes det havde været en dejlig dag.

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.