Samarbejde om JoRD Festival

Onsdag 25. august 2021 kl. 11:45

Samarbejde om JoRD Festival
Stykket „Cyklus” opføres af Klint Musikteater udendørs hos Permatopia den 28. august. PR foto

Stevns Teaterforening samarbejder med JoRD Festival om to forestillinger.

Faxe Ladeplads/Karise: I år samarbejder Stevns Teaterforening med JoRD Festival, Faxe med to forestillinger, „Banket for Bier” og „Cyklus”. Begge spiller udendørs og indgår i festivalens program.

Teatergruppe Secret Hotel opfører „Banket for Bier”. Det er en summende forestilling, hvor scenekunst møder forskning.

De optrædende guider gæsterne og serverer inddragende sanseoplevelser. Omkring et banketbord serveres smagsprøver fra biernes verden, blandet med bidans og nørdet bividen.

Sammen iagttager publikum jord, luft, blomster og diverse kriblearter, mens man dykker ned i biernes univers – biernes glæder og deres udfordringer.

„Banket for Bier” er både om honningbierne og de vilde bier.
Dette stykke opføres på Secret Hotel, Klintevej 52 Faxe Ladeplads, lørdag den 28. august klokken 14 og er for alle over otte år.

Hyldest til naturen

Stykket „Cyklus” opføres af Klint Musikteater, og stykket er en hyldest til naturens grokraft i ord og musik med og af perkussionist Birgit Løkke og skuespiller Lene Vestergård.

Udover fejringen af grokraft og livets foranderlighed er naturens udsathed og truslerne mod klodens mangfoldighed også en del af stykkets udtryk.

Birgit Løkke udfolder dynamikken i livets og naturens processer på en kæmpe gong, forskellige trommer og strengeinstrumenter.

Teksten, som Lene Vestergård står for, fortæller den oldgamle historie om opståen, udfoldelse og undergang, om naturens voldsomhed og skrøbelighed.

Spilletidspunktet er sat efter mørkets frembrud, fordi lyssætningen spiller en vigtig rolle i udtrykket.

Tekst, musik og lys tager publikum med gennem livets cykliske natur - et døgn, et år, et liv, en geologisk æra.

„Cyklus” blev til sidste sommer og spillede i det gamle museum i Højerup, Stevns.

På baggrund af den gode modtagelse hos publikum fødtes idéen til at udvikle forestillingen. så den kan opleves midt i den natur, som den handler om.

Stykket spiller efter duggen er faldet. Man skal medbringe klapstol/siddeunderlag og huske varmt tøj.

Publikum bevæger sig rundt i naturen sammen med de optrædende. Stykket varer cirka 90 minutter.

„Cyklus” opføres udendørs torsdag den 29. august klokken 21 i Permatopia, Køgevej 15B, Karise.

I tilfælde af regn: „Banket for Bier” kan delvis spilles i pavilloner. „Cyklus” kan om nødvendigt flytte indendørs.

Billetter koster 75 kroner, mens unge under 25 år betaler 60 kroner. Billetter købes på www.stevns-teater.dk.

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.