Åben have - se Rosendahls roser

Tirsdag 27. juli 2021 kl. 09:02

Åben have - se Rosendahls roser
Michael Rosendahl i sin have. Privatfoto

Torsdag den 29. juli i tidsrummet 18-20.30 holder Haveselskabet Sydøstsjælland Åben Have og denne gang er det hos Venstres gruppeformand, Michael Rosendahl.

Han er - udover medlem af byrådet og gruppeformand for Venstre - til dagligt revisor og far til 4 børn.

- Det er en travl hverdag, hvor jeg afkræves mange svar på alle slags spørgsmål og jeg har sjældent et roligt øjeblik. Men den ro og stilhed giver roserne. Når man passer sine roser, så er der helt stille og man har tid til at tænke og lade tankerne flyve om både løst, fast og politik, siger Michael Rosendahl, og fortsætter:

- Jeg holder meget af mine roser - især efter en travl dag. Når der har været fart på hele dagen, så er det ren terapi at gå ud og se til roserne. De dufter fantastisk og kaldes ikke Havens dronning uden grund.

- I efteråret skal jeg forhandle budget på Venstres vegne - for 4. gang - og det forberedes med mange tanker. Desuden står efteråret på valgkamp - så der bliver travlt. Jeg har 48 roser fordelt på 19 forskellige sorter. Min hustru mener, at det må være nok, men det er en forhandling jeg tager senere. Min næste rose har jeg allerede bestemt hvad skal være - det skal være en Rosendal fra Poulsen Roser. Og det er ikke til forhandling.

Haveselskabets Åben Have hos Line og Michael Rosendahl på Troelstrupvej 3. Parkering på Haslev gymnasium. Indgang til haven via gymnasieparken. Medlemmer af Haveselskabet 20 kr/ikke-medlemmer 40 kr.


© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.