Kom med til en gudstjeneste - helt ude i skoven

Onsdag 4. august 2021 kl. 14:55

Kom med til en gudstjeneste  - helt ude i skoven
Svenskekløften danner en smuk ramme om gudstjenesten den 8. august

Hslev: Et af kommunens smukkeste steder er vel nok Svenskekløften. Og den kan du nu komme til at opleve på en anderledes måde.

Søndag den 8. august tager gudstjenesten for kirkerne i Bråby, Teestrup, Øde Førslev, Freerslev og Haslev på skovtur ved Paradishaven og Svenskekløften i Hesede Skov.

- Vi bytter kirkebænkene ud med skovturstæpper og håber på smukt august-vejr. Derfor er der ingen almindelig gudstjeneste i nogle af disse kirker den søndag, fortæller sognepræst Ole Bjerglund Thomsen.

Ved gudstjenesten ude i skoven medvirker Sigrid Kongshøj Munch på violin og præsterne er Solveig Ståhl-Nielsen og Ole Bjerglund Thomsen. Efter gudstjenesten serveres kirkekaffe og kage.

Vil man være med, skal man møde op kl. 14.00 på P-pladsen ved Villa Gallinavej, der hvor stien går ned til Paradishaven. Derfra går man samlet ned til gudstjenestepladsen (ca. 1,5 km hver vej).

Medbring selv et tæppe eller en campingstol at sidde på, hvis du ikke vil sidde i græsset.

Skulle man have behov for transport til skoven så kontakt kirkekontoret. Skulle der være kirkegængere, der ikke bryder sig om at komme i skoven, hvor der også skal gås et stykke, er der gode muligheder for kirkegang i nabosogne, f.eks. er man meget velkommen i Terslev Kirke kl. 10.30.

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.