Fællessang Karise - Maria B. Høyer synger for

Onsdag 12. maj 2021 kl. 14:33

Fællessang Karise - Maria B. Høyer synger for
Maria B- Høyer synger for ved fællessangen i Karise den 4. juni. Foto: Claus Sall

Fredag den 4. juni fra kl. 17 til 21, inviterer en række foreninger i Karise, til udendørs fællessang på plænen overfor Kulturhuset Leopold på Bredgade 22.

I 2020 kom man med et nyt tiltag i Karise - Fællessang under åben himmel. Der blev taget godt imod ideen, som Kulturgruppen fru Marthe og Visekælderen i samarbejde med Kulturhuset Leopold stod bag, og arrangørerne håber på at indnu flere vil deltage i år.

- Ligesom sidst starter vi med at spise sammen - din egen hjemmelavede picnickurv eller en lækker menu fra Leopold som bestilles på tlf. 6178 9900 senest 3. juni kl. 12, fortæller Henning Christensen fra arrangørgruppen.

Efter spisningen er der dømt sang og hyggeligt samvær i et par timer, hvor man ud fra DGI-sangbogen synger smukke, sjove, rørende og festlige sange og viser, som på forskellig vis siger noget om demokratiet, fællesskabet, kærligheden og friheden.

- Disse elementer er af afgørende betydning for en meningsfyldt tilværelse. 5. juni er det grundlovsdag, som hylder grundloven af 1849. Med den sagde danskerne et endeligt farvel til enevælden (diktaturet) og ja til demokratiet, udtaler Henning Christensen.

Men med Corona-pandemien fik vi et andet „åg” på vore skuldre. Den har nu i over et år har lagt mange og store begrænsninger for vort liv - det være sig arbejde, uddannelse, dagligdag og fest.

Der blev skabt nye måder at være sammen på, og at udføre sit arbejde på. Det sociale liv fik trange kår - vi skulle nu være sammen - på afstand.

Denne form for fællesskab manifesterede sig bl. a. gennem fællessangen med Phillip Faber på DR gennem flere måneder i 2020. Ja, han blev ligefrem et idol og verdensberømt i hele Danmark.

- Derfor er fællesskabet værd at hylde. Vi gør det med at synge sammen. Hvis vi nu efter 15 hårde måneder endeligt kan få bugt med corona-spøgelset får vi måske mere frihed. Frihed til at leve et normalt liv, siger Henning Christensen.

Programmet
Kl. 17 mødes man
Kl. 17.30 - ca. 18.30 picnic på græsplænen. Øl, vand, vin kan købes
Kl. 19.00 - ca 21 fællessang v/ Niels Andersson og sangerinden Maria B. Høyer.
Husk at medbringe stol, tæpper- og måske en regnfrakke. Der er gratis adgang.

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.