Penge til lokale formål

Onsdag 31. marts 2021 kl. 13:50

Penge til lokale formål
På fotoet ses uddeler Claus Christensen fra SuperBrugsen Dalby og konsulent Mogens Nielsen fra Møns Bank.

Jubilæumsfonden i Møns Bank udlodder store beløb i år og til næste år. I Haslev-Faxe området kan fonden glæde to legatmodtagere.

Haslev/Dalby: Gennem 43 år har Møns Bank hvert år uddelt penge til lokale initiativer via sin Jubilæumsfond, der blev stiftet ved bankens 100 års jubilæum, fremgår det af en pressemeddelelse.

Hidtil har det samlede beløb været i størrelsesordenen omkring 25.000 kroner, men i år og til næste år er der skruet ekstra op for uddelingerne.

- Renteniveauet har nu igennem flere år ligget sådan, at vi ikke får en tilvækst i fondens midler, der kan bruges til udlodning. Vi har derfor ansøgt Civilstyrelsen og fået godkendt en opløsning af Jubilæumsfonden. Fondens grundkapital på cirka 475.000 kroner bliver derfor uddelt over tre år, og vi begyndte allerede sidste år, udtaler formanden for fonden Peter Ole Sørensen.

- I år har vi modtaget ikke mindre end 90 ansøgninger, hvoraf vi har valgt at imødekomme 15 med et større eller mindre beløb, udtaler Brit Hindborg Skovgaard, der også er medlem af fondsbestyrelsen.

Sport og kultur

Ansøgningerne er primært støtte til projekter indenfor sport og kultur, som ellers ikke havde mulighed for at blive gennemført, men også et par specielle studielegater.

- Vi har ønsket at hjælpe projekter på vej, som er til glæde for så mange som muligt i bankens nære områder, herunder Vordingborg, Faxe og Næstved kommuner, siger Pia Dahl, der er det tredje medlem af bestyrelsen.

- Vi har især lagt vægt på aktiviteter, der er båret af frivillige kræfter, tilføjer hun.

216.000 kroner

Den samlede udlodning er på 216.000 kroner, og i Haslev-Faxe området er følgende blevet betænkt:

Peder Oxe, KFUM-spejdergruppe i Haslev modtager 7.500 kroner til et bålsted med grill. Gruppen består af 150 medlemmer, heriblandt 27 ulønnede, frivillige voksne.

KFUM-spejderne skaber meningsfulde fællesskaber med liv og begejstring, som er attraktive for børn og unge.

Mange aktiviteter er på grund af corona rykket udendørs, og det har givet pres på faciliteterne, men også nye idéer.

Bålstedet kan blive en del af en ny stor bålhytte til glæde og gavn for medlemmerne.

Dalby Multicenter modtager 75.000 kroner til multirum. Beløbet er en del af de folkeaktier, som aktuelt udbydes i forbindelse med opførelsen af Hal II i tilknytning til Dalbyhallen.

Møns Bank bidrager med et tilsvarende beløb og SuperBrugsen i Dalby tillige med 150.000 kroner.

Folkeaktierne kan tegnes på www.moensbank.dk/dalby.

Ansøgninger til næste års udlodning, der samtidig er den sidste, kan først indsendes i januar 2022, men interesserede kan tilmelde sig en liste på www.moensbank.dk/jub og få besked, når der bliver åbnet.

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.