Varetægtsfængslet efter røveri mod Meny

Mandag 7. december 2020 kl. 15:05

Varetægtsfængslet efter røveri mod Meny
En 28-årig mand fra Maribo blev lørdag varetægtsfængslet frem til den 16. december. Han er sigtet for fredag aften at have begået et røveri mod Meny på Stationsvej i Haslev.

Politiet fik anmeldelsen om røveriet fredag klokken 17.32, hvor en kunde i forretningen havde stjålet kødvarer til en værdi af mere end 1.700 kroner, og da han passerede kassen uden at betale, tog han en kniv frem fra lommen og gik videre mod udgangen.

Personalet i forretningen råbte efter ham, og han truede derefter med kniven og gik i retning af en medarbejder.

På baggrund af vidneudsagn fandt politiet frem til den 28-årige mand, som opholdt sig på en adresse i Maribo. Her blev han anholdt uden dramatik klokken 19.47.

Den 28-årige er sigtet for røveri og for to andre tilfælde af butikstyveri fra SuperBrugsen i Herfølge og Dalby og Meny i Rønnede. Han er også sigtet for overtrædelse af knivloven, og da politibetjentene fandt 66,5 gram hash på hans bopæl, blev han også sigtet for at sælge euforiserende stoffer.


© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.