Borger- og erhvervsforeninger i kamp for Østbanen

Onsdag 25. november 2020 kl. 09:03

Borger- og erhvervsforeninger i kamp for Østbanen
Lige nu er forhandlingerne om den kommende finanslov i fuld gang. Derfor har en række foreninger sendt et brev til Finansudvalget, Transportudvalget og Transportministeren.

Det er Hårlev Borger- og Erhvervsforening, Hellested Borgerforening, Karise Borger- og Erhvervsforening, Liv i Ladepladsen og Pendler på Østbanen der er gået sammen om henvendelsen til udvalg og minister.

- Vi der bor langs Østbanen ser med bekymring på den udvikling der er vor vores lokalbane. Hvis ikke der sker en renovering af skinnerne på Østbanen nu, risikerer vi at infrastrukturen bryder helt sammen, og at vi ikke længere kan en togforbindelse mellem Rødvig og Køge og Faxe Ladeplads og Køge, med en besluttet udvidelse af strækningen til Roskilde.

Sådan lyder det blandt andet i henvendelsen, og man fortsætter med at påpege at Østbanen er med til at understøtte en bosættelse uden for byerne.

- Der er området af Danmark med en høj grad af børn og unde der er afhængige af, at kunne komme til og fra uddannelsesbyer, da de ikke har andre alternativer, skriver foreningerne.

I henvendelsen slutter de fem foreninger med en kraftig opfordring til at man i de igangværende finanslovsforhandlinger finder en løsning, så Region Sjælland kan få adgang til de ca 600 millioner kr. det vurderes at koste at bringe østbanen op til nutidig standard til gavn og glæde for alle de små lokalsamfund.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.