Permatopias store sal Loen åbner med top-jazz

Onsdag 23. september 2020 kl. 10:02

Permatopias store sal Loen åbner med top-jazz
Jesper Zeuthen og Andreas Markus er med til at indvie Loen i Permatopia

Karise: Den allerførste koncert i Permatopias hjerte, fællessalen Loen, bliver fredag den 25. september klokken 20.00.

Her kan du høre en stjernetrio med bassisten Andreas Markus, saxofonisten Jesper Zeuthen og trommeslageren Jakob Høier. De spiller Andreas Markus’ melodiske kompositioner og stemningsfulde klassikere fra den amerikanske, svenske og danske sangskat.

- Det er med stor glæde at vi endelig kan invitere folk fra oplandet ind til et spændende kulturarrangement i vores fantastiske og smukke lo, fortæller Martin Krogh, som er beboer i Permatopia og organiserer koncerten. Han fortsætter:

- Det er noget vi har glædet os til i lang tid, for det er et rum der er som skabt til kunst og kultur - ud over altså at spise i. Loen er næsten færdig, men nu kunne vi altså ikke vente længere og er derfor rigtig glade for at kunne lave denne her unikke koncert.

Det er nogle erfarne jazzmusikere fra den mere eksperimenterende del af genren, som Permatopia får besøg af. Andreas Markus er ophavsmand til trioen og har bl.a. studeret i 3 år hos den legendariske bassist NHØP og har samarbejdet med en stor del af det danske musikliv, heriblandt Thomas Clausen, Kasper Bai og Mikkel Hess.

For tiden spiller han bl.a. med Martin Fabricius Trio. Jesper Zeuthen har arbejdet med store internationale og prominente navne som, Don Cherry, Paul Motian, Bill Frisell. Jakob Høyer er kendt fra Jakob Bro Trio og så forskellige kunstnere som Povl Dissing og Tom Harrel.

Tilmelding
Der er gratis indgang til koncerten, men arrangøren opfordrer til at lægge en donation via MobilePay til at arbejde videre med den fortsatte færdiggørelse af Loen. Koncerten er støttet af Slots- og kulturstyrelsen.

Gratis billetter skal hentes på - billetto.dk/e/zeuthen-markus-hoier-billetter-474831

Koncerten bliver afholdt i „Loen”i Permatopia, Køgevej 15B. 4653 Karise. Der er begrænsninger på antallet af deltagere pga. Corona.

© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.