Nyt liv i Gitterly i Haslev

Onsdag 23. september 2020 kl. 09:45

Mia Lærke Larsen - ny bestyrer af Haslevs fængsel

Nu skal der sparkes nyt liv i Hotel Gitterly i Haslev. Mia Lærke Larsen har lejet Haslevs gamle arrest, politistation og retsbygning på Tingvej 2 af sin svigerfar Henrik Oluf Henriksen.

Den store majestætiske bygning er opført i 1905, og arresten fungerede frem til 1975. Senere blev retsalen, dommerkontoret og politistationen nedlagt, og i 2009 købte Henrik Oluf Henriksen, der bor i Frenderup, bygningen.

Der er tale om et virkeligt gedigent byggeri, der tager sig godt ud udefra, men så sandelig også indenfor. I festlokalet på 1. sal, der hvor der tidligere var retssal, er der et helt utroligt smukt træloft, og flotte trævægge - ligesom den smukke trappeopgang bør fremhæves.

Og så har Henrik Oluf Henriksen bevaret cellerne, næsten som de så ud da de var i brug. Dørene indtil cellerne er de rigtige døre med glughul og en lem til servering af mad.

Selv tremmerne for vinduerne er bevaret. Dog med den usynlige ændring, at de nu kan åbnes. Dette af sikkerhedshensyn i tilfælde af brand.

Der er syv celler hver med to værelser. Dertil kommer to værelser med køjesenge og en sovesal med 10 senge, så lejer man Gitterly til en fest kan gæsterne altså overnatte i huset. Dermed risikerer man ikke at blive taget for spirituskørsel på vejen hjem - og ende i et rigtigt fængsel...

Mia Lærke Larsen fortæller at udlejning i forbindelse med fester, vil foregå som i et forsamlingshus, hvor man får udleveret nøglen, og så selv står for det hele - men hun hjælper gerne med at skabe kontakt til f.eks. levering af mad og drikkevarer til festen.

I retslokalet, alias festlokalet, er der plads til 36 spisende gæster.

Mange muligheder - Gitterly er Ikke kun til fester

Men huset skal bruges til meget mere end fester, siger Mia - og ideer til hvad det 500 kvadratmeter store hus kan bruges til, har hun mange af.

Hvis man skal afholde et møde, privat eller i virksomheds- eller foreningsregi, kan man leje retssalen eller et mindre lokale i stueetagen.

- Det kunne være til foredrag, oplæsning, udstillinger, legestue for børn og forældre, musikarrangementer, yoga eller alt mulig at andet, siger Mia og tilføjer at hun gerne står for alt det administrative i forbindelse med arrangementerne, mens arrangøren skal stå for „alt det andet”.

Man kunne også forestille sig at Gitterly kunne bruges til klasseture eller lejrskoler. Der er i hvert fald plads nok til en hel skoleklasse - og så kan lærerne jo smide de unge ind i cellerne om natten. Så ved man hvor de er...

Mulighederne er mange i Gitterly - nok også mange flere end Mia har forestillet sig, så har du andre ideer, eller du vil leje et fængsel og en retsbygning, så er du meget velkommen til at kontakte Mia.

Du kan læse mere på hjemmesiden www.gitterly.dk eller finde Gitterly på facebook - søg på „Gitterly i Haslev”.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.