Kulturnatten aflyst - men et par ting gennemføres i kirken

Onsdag 23. september 2020 kl. 11:34

Kulturnatten aflyst - men et par ting gennemføres i kirken
På kulturnatten kan man opleve noget man ellers sjældent kan opleve - klokkespil

Selv om Kulturnatten er aflyst vil nogle få ting blive gennemført - dog med ændringer.

Haslev Kirke dropper fællessangen foran glashuset, men det mobile klokkespil vil man kunne høre kl. 19. Hertil vil kirkesangeren synge, mens publikum "skal holde mund". Det med at stå tæt sammen og synge, er nemlig noget af det man skal undgå.

Men klokkespillet kan man altså godt nyde - endda med stor afstand mellem hinanden, da det foregår udendørs. Ved de 49 klokker sidder klokkenist Erik Kure fra Vejle.

Kl. 20.00 samles 16 af landets bedste unge klassiske musikere inde i kirken i et program med musik fra omkring 1870. Fjorten blæsere og to strygere fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium vil under ledelse af professor Max Artved opføre to stort anlagte stykker kammermusik af hhv. tyske Richard Strauss og danske Emil Hartmann.

© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.