Rundtur i Haslev med telefon og QR-koder

Torsdag 17. september 2020 kl. 09:02

Rundtur i Haslev med  telefon og QR-koder
Ny udendørs aktivitet fra Østsjællands Museum og Faxe Kommunes Arkiver giver Haslevitterne mulighed for at lære byens historie bedre at kende.

I anledning af Haslevs 150-års jubilæum som stationsby i 2020, har museet og arkivet skabt en ny, gratis aktivitet i Haslevs gader.

Under navnet „Rundtur! - Se en film og mød din historie” har de to institutioner i fællesskab produceret 16 små film om stationsbyens liv og bygninger i perioden 1870-2020.

Der er tale om nogle meget flotte og informative film, der giver såvel „gamle” som nye Haslevborgere - og turister - viden om den by man bor i eller ferierer i.

Rundt omkring i Haslevs gader, er der sat klistermærker med QR-koder op. Når man scanner koden på klistermærket med sin telefon, vises en lille film der fortæller om netop det sted i Haslev, hvor klistermærket sidder.

Klistermærkerne med QR-koderne er allerede sat op, og kan findes rundt om i byen resten af året.

© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.