Find Vores Natur med Geomuseum Faxe

Tirsdag 8. september 2020 kl. 14:15

Find Vores Natur med Geomuseum Faxe
Kom med ud i naturen i Faxe Kalkbrud på søndag den 13. september klokken 10 til 14 og vær med til at finde så mange som muligt af de 63 millioner år gamle fossiler der gemmer sig i kalkbruddet. Alle er hjertelig velkomne og aktiviteterne er gratis.

Arrangementet er en del af Vores Natur, som er et partnerskab mellem Naturstyrelsen, Friluftsrådet, De Naturhistoriske Museer - herunder Geomuseum Faxe - og Danmarks Radio.

På dagen vil alle landets naturhistoriske museer invitere publikum med ud i naturen og finde så mange dyr som muligt i deres respektive områder.

Geomuseum Faxe har valgt at man skal finde så mange forhistoriske dyr som muligt på dagen, og da der kendes over 500 forskellige slags fossiler i Faxe kalkbrud, så er der god mulighed for at man ender på et højt tal.

På dagen har Geomuseum Faxe sat en pavillon op bag søerne i den nordlige ende af Kalkbruddet, og herfra vil museets medarbejdere bestemme publikums fund fra Kalkbruddet og se hvor mange forskellige fossile arter man kan nå at finde i løbet af dagen.

- Når arrangementet er ovre klokken 14, vil vi til tælle sammen hvor mange fossile arter der er fundet, og der bliver sammenlignet med hvor mange arter de andre naturhistoriske museer har fundet, fortæller Sune Rodt fra Geomuseum Faxe.

Det koster ikke noget at deltage, og man kan komme og gå som man har lyst.

Mødested: Pavillonen bag søerne i Faxe Kalkbrud.
Hammer og mejsel kan lejes på Geomuseum Faxe for 25 kr. pr sæt.


© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.