Simon og Kasper tager på en lille rotur - over Atlanterhavet...

Onsdag 15. juli 2020 kl. 09:12

To mænd, én idé, én robåd, ét Atlanterhav - Kasper og Simon gør klar til deres livs største udfordring

Faxe og Faxe Ladeplads: Simon Svendsen fra Faxe Ladeplads og Kasper Skårup Andersen fra Faxe, har fået en vandvittig idé. De vil ro over Atlanterhavet. Ja, du læste rigtigt - de vil RO over Atlanterhavet.

Nærmere bestemt skal de ro fra en af de kanariske øer, La Gomera, til Antigua der ligger sydøst for Den Dominikanske Republik og nord for Venezuela.

Går alt efter planerne vil de stævne ud fra La Gomera den 12. december 2021, og ankomme til Antigua omkring 50 dage senere.

De bliver ikke de eneste der skal ro turen. De stiller op i løbet Atlantic Challenge. Et løb som Mads Vangsø deltog i sidste år sammen med Lasse Hansen - og sidstnævnte bliver Simon og Kaspers personlige træner op til roturen, og bedre træner kan man ikke ønske sig. Han ved hvad det drejer sig om, idet han har roet turen to gange.

For at være med i Atlantic Challenge skal man gennemføre en lang række kurser der foregår i England, og så skal man dokumentere, at man holder sig i god form, for sikkerheden er i top hele vejen igennem, men alligevel er det en farlig og udfordrende tur de begiver sig ud på. Der har været dødsfald på tidligere Atlantic Challenge.

Der er to følgebåde med på turen, men da strækningen er lang - 4.699 km. for at være helt nøjagtig - og de deltagende robåde hurtigt bliver spredt over et stort område, kan der gå op til tre dage før hjælp når frem, hvis de skulle komme ud for et uheld.

Row for Change

Simon og Kasper kalder deres tur Row for Change, for de regner helt bestemt med at meget vil blive ændret efter sådan en spektakulær oplevelse. Men de har også valgt navnet „Change” fordi de vil være med til at gøre en forskel for børn der har det svært.

En af kriterierne for at være med i Atlantic Challenge, er at man samtidig skal samle penge ind til et godgørende formål. Her har Simon og Kasper valgt at støtte organisationen CoolUnite, der støtter børn med livstruende sygdomme.

CoolUnite samarbejder blandt andet med Danmarks eneste børnehospice, Lukashuset. Derudover har CoolUnite, i samarbejde med Ønskeland, oprettet Pausehuset, der, som navnet siger, er et sted hvor alvorligt syge børn og deres familier får en pause. En ramme for samvær og nærvær, og hvor sygdommen kan træde i baggrunden til fordel for gode stunder sammen.

Helt nye roere

Når man nu får den skøre idé, at ville krydse Atlanterhavet i en robåd, skulle man tro at Simon og Kasper er gamle garvede roere. Men det er de ikke.

Simon gennemførte et rokursus i Roklubben Viking i Faxe Ladeplads for tre år siden, og Kasper blev medlem af roklubben i november sidste år - så han har absolut ingen roerfaring. Til gengæld har han gennemført flere ekstremløb, så konditionen fejler ikke noget.

- Man siger at 80% i det at ro over Atlanterhavet er mentalt, men selvfølgelig skal vi være i tip top form, siger Simon - og derfor har de tilknyttet Lasse Hansen som træner, ligesom de har en fysioterapeut der følger med tæt.

Inden de sætter sig i robåden den 12. december 2021 skal de også lige tage på. 10 til 15 kg. skal de lægge til deres vægt, for så meget vil de tabe sig undervejs over Atlanten.

Noget helt specielt ved Kasper er, at han ikke har en mavesæk. En genfejl i familien betyder at han havde en meget stor risiko for at få mavekræft - og for at undgå dette, har han fået fjernet mavesækken. Og sådan en kan man altså godt leve uden. Det er Kasper et godt eksempel på.

Det bliver dyrt

At deltage i Atlantic Challenge er dyrt. Rigtig dyrt. Den samlede pris bliver lige omkring 850.000 kr. så Simon og Kasper er i fuld gang med at finde sponsorer - så skulle du have lyst til at yde et sponsorat, stort som lille, så hører de meget gerne fra dig.

Båden de skal ro i, er ikke en almindelig robåd. Den specialbygges til formålet. Den skal jo kunne holde til de småbølger der er i Atlanterhavet - bølger på op til 10 meters højde...

Båden er udstyret med radio og navigation og strømforsyningen klares med solceller. Der er to kabiner - en foran og en bagved - og i midten er der plads til én motor - en menneskelig motor.

Den ene kabine er til opbevaring af mad, drikkevarer, medicin, førstehjælpsudstyr mv., mens der i den anden kabine er indrettet soveplads. Og så er meningen ellers at man sover i to timer og ror i to timer - så selv om Simon og Kasper følges ad, kommer de ikke til at se så meget til hinanden - men så er risikoen for skænderier jo heller ikke så store.

Og her er man faktisk ved noget meget centralt, for en så ekstrem tur kræver at man har 100% tillid til hinanden, og at man er fuldstændig ærlig overfor hinanden.

- Og det er vi, siger Simon og Kasper samstemmende.

Hvorfor gøre det?

Når man spørger hvorfor de vil give hinanden denne udfordring, lyder svaret, at det kan de ikke sådan lige forklare.

- Det er en blanding af eventyrlyst, ukuelighed, udforske det ukendte land og opdage nye sider af sig selv og vise at man kan mere end man tror, at man kan sætte et mål og gennemføre det, siger de to svogre. De er nemlig kæreste med søstrene Christina og Julie.

Indtil videre er det kun 7 danskere der har deltaget i Atlantic Challenge. Til sammenligning har langt flere danskere besteget Mount Everest.

Hvad siger jeres kærester til jeres vandvittige idé?

- Ja, de synes nok ikke det er den mest geniale idé vi har fået, siger Kasper med et skævt smil, men de bakker os op, og er helt med på det vi gør, selv om jeg nu ikke tror det helt er gået op for dem, hvad det er vi er ved at begive os ud på...


Overblik
Kasper Skårup Andersen er 37 år. Bor i Hovby ved Faxe. Er anæstesisygeplejerske på Køge Universitetshospital. Kæreste med Julie der er HR Manager. De har datteren Esther på 3 år.

Simon Svendsen er 38 år. Bor i Faxe Ladeplads. Er regionschef hos Arnold Busk (der lige er gået konkurs). Kæreste med Christina der er indkøber. De har drengene Alfred på 9 år og Nelson på 5 år.

Læs om Atlantic Challenge på www.taliskerwhiskyatlanticchallenge.com

Læs om Simon og Kasper på siden www.rowforchange.com

Af Torkild Svane Kraft


© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.