Så fik Haslev sin strand

Mandag 29. juni 2020 kl. 08:51

Så fik Haslev sin strand
Ole Vive tog en slapper i en af strandstolene

Så fik Haslev sin strand
Frivillige anlagde stranden onsdag eftermiddag
Onsdag i sidste uge kørte der en stor lastbil ind på Torvet i Haslev og læssede en stor bunke strandsand af - og en helt masse mennesker stod klar til at lave en strand...

Sandsække blev fyldt med sand, og lagt rundt om sandet, så stranden ikke kom til at brede sig over hele torvet. Og der blev plantet palmer og sat strandstole op.

Onde tunger vil sige at det altså ikke er en rigtig strand, og at der ikke er tale om rigtige palmer. Det er der jo nok noget om, men faktisk så bliver stranden brugt.
Måske mest af børn - og mens de leger i sandet kan forældrene slænge sig i strandstolene, og måske nyde en kold øl eller vand fra Centrumpubben.

Fredag eftermiddag kiggede borgmester Ole Vive forbi stranden, og han skulle da også lige prøve strandstolene - og straks var der et par friske børn, der serverede sandkager for ham - og de smagte godt, sagde han.

- Jeg synes det er et godt og sjovt initiativ med sådan er strand, og jeg vil gerne rose de frivillige for initiativet, og for at have udført arbejdet, sagde borgmesteren, og tilføjede at han håber alle vil passe godt på stranden.

© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.