Fri BikeShop i Haslev støtter lokal speedskater

Onsdag 6. maj 2020 kl. 09:22

Fri BikeShop i Haslev støtter lokal speedskater
Nikolai og Søren - og Scott Addict RC 15

Dalby/Haslev: Selvom sport har trange kår i disse Coronatider, er der stadig atleter, der arbejder 100% på at holde formen ved lige og måske endda bruger ventetiden på at blive endnu bedre.

Speedskater Nikolai Bjørklund Johansen fra Dalby havde set frem til en spændende sæson, som ville være hans første som senior, efter han som junior bl.a. blev nummer 8 til VM sidste år.

Men efterhånden som aflysningerne for årets konkurrencer blev en realitet, var det tid til at tænke i nye baner og overveje hvordan ventetiden bedst kunne udnyttes. Planerne for træningen er blevet tilpasset, så fokus allerede er blevet rettet ind på 2021.

Cykeltræning er en vigtig del af en speedskaters træningsprogram og her kommer Søren Dahl fra Fri BikeShop i Haslev ind i billedet. Søren har gennem flere sæsoner støttet Nikolai og nu blev det for alvor tid til at optimere på udstyret.

Valget faldt på en ny cykel - en Scott Addict RC 15, der fremover skal være Nikolais følgesvend i både ind- og udland. De første træningsture har allerede vist at det var et godt valg, gennemsnitsfarten er steget med godt 3 km/t og som Nikolai udtrykker det så føles det som at have diamanter i benene.

© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.