Granit, sand og grus som take-away

Onsdag 25. marts 2020 kl. 08:55

Arkivfoto af Nadia, medarbejder i Den lille Anlægsgartner, og indehaver af firmaerne Jan Nissen

Haslev: Alt lukker ned. Virksomhedsejere må lukke deres forretninger, mennesker fyres, folk sendes hjem fra arbejde.

Og når man nu sendes hjem, og man ikke kan gå til det man normalt går til, så vil mange sikkert kaste sig over opgaver i haven - det er jo, Corona eller ej, ved at være forår.

En af dem der også mærker krisen er Jan Nissen, der har Det lille Murerfirma, Den lille Anlægsgartner og Den lille Materialeplads på Finlandsgade 28 i Haslev. Han fortæller at mange af de opgaver, hans virksomheder har gang i, også er blevet påvirket af folks bekymringer.

- Men når man nu alligevel skal gå hjemme, og det er forår, så vil mange sikkert gå i gang med projekter i haven, siger Jan Nissen - og her er han og hans folk klar til at hjælpe.

Hjælpen bliver dog noget anderledes end normalt. På Finlandsgade 28 lukker man helt for den store bygning der rummer kontorer og udstillingslokaler, men til gengæld har man sørget for at der er fyldt godt op på Den lille Materialeplads.

Take-away

Her kan man hente granit til mange forskellige formål, strandsand, grus, muld, sten og meget mere. Normalt kører man bare ind på pladsen og læsser det man skal bruge på sin trailer, hvorefter man betaler - men sådan er det ikke nu.

- Jeg vil passe på mine medarbejdere og vores kunder, så nu sørger vi for det hele, selv om pladsen jo normalt er selvbetjening, siger Jan Nissen. Det bliver altså granit, sand og grus som take-away.

I al sin enkelthed går det ud på, at man kører ind på pladsen og op på vægten - og bliver holdende der. Så kommer der en medarbejder og hører hvad man skal have, hvorefter han eller hun læsser det på traileren.

- Og så betaler man med MobilePay og kører igen uden at have været ude af sin bil og uden af have udsat sig selv eller andre for smittefare, slutter Jan Nissen.

Der er åbent for take-away torsdage, fredage og lørdage kl. 9 til 13 til efter påske.
Hvis du vil se og læse mere om tilbuddene på Den lille Materialeplads, så gå på facebook og søg på Den lille Anlægsgartner.

Af Torkild Svane Kraft


© Copyright 2020 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.