Faxe Boldklub indgår samarbejde med Sparekassen Sjælland-Fyn

Mandag 14. oktober 2019 kl. 10:32

Faxe Boldklub indgår samarbejde med Sparekassen Sjælland-Fyn
Fra venstre: Faxe Boldklubs U10 og U11 trænere Mads Blume og David Butt samt Sparekassen Sjælland-Fyn Faxe Filialdirektør Julia Heinecke

Faxe Boldklub har indgået en talentpartneraftale med Sparekassen Sjælland-Fyn, der skal fremme udviklingen af boldklubbens ungdomsspillere.

- Vi er meget tilfredse med aftalen, som vil give os endnu bedre muligheder for, at sikre vores ungdomsspillere de bedst mulige rammer for udvikling. I Faxe Boldklub er det vores målsætning, at skabe optimale betingelser for vores ungdomstrænere ved at tilbyde uddannelse og sparring. Vi vil derigennem søge, for at fastholde vores lokale ungdomsmedlemmer i klubben og udvikle dem både fodboldmæssigt og socialt. Gennem vores klubsamarbejde med FC Nordsjælland, som vi offentliggjorde i foråret, har vi sikret os adgang til landets måske bedste trænerkursus og vores U11 og U12 trænere er allerede i gang med årets kursus, udtaler formanden for Faxe Boldklub Peter Dyrstrøm.

- Med vores nye talentpartneraftale med Sparekassen Sjælland-Fyn har vi fået en rigtig stærk medspiller, som meget gerne vil involvere sig i udviklingen af lokalområdet i Faxe. Sparekassen Sjælland-Fyn har allerede vist sig meget aktive og deltagende i klublivet. Blandt andet ved vores seneste ungdomsstævne, hvor vi havde besøg af 15 børnehold og mere end 250 mennesker havde en skøn dag med børnefodbold og mange smil i Faxe Boldklub, uddyber formanden.

Lokal udvikling
Filialdirektør Julia Heinecke er ligeledes meget tilfreds med talentpartneraftalen.

- Med vores store filialnet har vi et unikt udgangspunkt for at udvikle de lokalsamfund, vi er en stor del af. Håbet er, at vores kunder og samarbejdspartnere føler, at de får lidt ekstra i Sparekassen, fordi vi interesserer os for livsvilkårene lokalt, hvor vi er, siger hun.

Mads Blume og David Butt er to af de Faxe Boldklub trænere, som allerede har haft glæde af den nye talentpartneraftale, som har sikret fundamentet for, at de nu deltager i landets bedste træneruddannelse i FC Nordsjælland.

- Træningen er virkelige inspirerende og vi har allerede draget stor nytte af blandt andet de taktiske formationer vi har set hos FC Nordsjælland, siger Mads Blume.
Samarbejdet mellem Faxe Boldklub og Sparrekassen Sjælland-Fyn kan allerede opleves i den nærmeste fremtid til årets Mini Marathon torsdag den 17. oktober. Ligeledes vil Sparekassen Sjælland-Fyn deltage i det store indendørsstævne Lillestrøm El Cup som afholdes i Faxe Hallen 5. januar 2020.

© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.