Fossiljagt i naturen med Geomuseum Faxe

Tirsdag 8. oktober 2019 kl. 08:00

Fossiljagt i naturen med Geomuseum Faxe
Faxe: I efterårsferien kan du sammen med Geomuseum Faxe komme på fossiljagt og finde dine egne 63 millioner år gamle fossiler.

Geomuseum Faxe udstiller de flotteste fossiler fra Faxe Kalkbrud og det er uden tvivl det bedste sted, hvis du skal finde sjældne fossiler, som du endda kan tage med hjem. Mandag til fredag kan du få en skøn naturoplevelse på to daglige fossiljagter: kl. 11.00 og kl. 14.00. Turen varer to timer, tilmelding ikke nødvendig

Geomuseum Faxe ligger lige på kanten af Faxe Kalkbrud med flot udsigt over et landskab i hvide og blå farver. Her starter turen med en kort omvisning i museets udstillinger, hvorefter guiden tager dig med til det bedste fossilsted i Faxe Kalkbrud. Sammen finder I de bedste fossiler.

Fossilsafari
I år har museet besøg af BIG9 eksperten. BIG9 er Geomuseum Faxes fossilsafari. Her kan du gå på jagt efter ni specifikke og forskellige fossiler og med hjælp af BIG9 hæftet bliver du hjulpet godt på vej. Museets BIG9 ekspert sidder klar til at hjælpe dig og vurderer dine fund fra Faxe Kalkbrud når du kommer tilbage til museet.

Fossilernes dag
Efterårsferiens aktiviteter slutter lørdag den 19. oktober med Fossilernes dag. Geomuseum Faxe er igen i år værter for Fossilernes dag, hvor de lokale amatørgeologiske foreninger udstiller deres bedste fund gennem årene. Skal du opleve hvilke fossile skatte, der kan gemme sig i naturen, er det meste samlet til Fossilernes dag. Lad dig inspirere eller medbring dine egne geologiske skatte fra skuffen eller vindueskarmen. Museets fossilforsker, Jesper Milàn, er til stede hele dagen og du kan få dem vurderet af eksperten selv.

Der tages entré

© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.