Hvor er visionerne for Faxe Kommune?

Fredag 4. oktober 2019 kl. 15:41

Hvor er visionerne for Faxe Kommune?
Indlæg af:
Majbritt Egelund Rasmussen
Formand for Radikale Venstre i Faxe Kommune
Teestrup Bygade 27
4690 Haslev

Byrådet i Faxe Kommune har en vision.
I hvert fald ifølge den brochure, man kan finde på kommunens hjemmeside.

Under overskriften “Vores bæredygtige fremtid” står der bl.a.: “Bæredygtig udvikling og de tilhørende 17 FN-verdensmål skal derfor være en ramme for kommunens vækst og udvikling.” Men både visionen og verdensmålene glimrer ved deres fravær i kommunen - og de igangværende budgetforhandlinger.

Når vi byggemodner og udstykker nye parcelhusgrunde, skal vi vise, at vi favner fremtiden og tænker visionært - og bæredygtigt.

FN’s verdensmål nr. 11 er at skabe bæredygtige byer og lokalsamfund. Jeg ser muligheder for, hvordan vi kan omsætte dette mål til virkelighed, hvis vi er klar til at arbejde målrettet og langsigtet og tænke f.eks. bæredygtig bosætning. I landsbyerne står vi klar med åbne arme: Her findes stærke fællesskaber, ildsjæle, god plads og masser af udviklingsperspektiver. Tænk, hvis vi i Faxe Kommune gik foran og udviklede helt nye måder at tænke landsbyer og lokalsamfund på - nye boligområder, der tog udgangspunkt i bæredygtighed, grøn omstilling, energineutralitet og selvforsyning.

Permatopia i Karise danner et godt afsæt. Stevns Kommune arbejder aktivt med FN’s verdensmål og har nedsat et § 17, stk. 4-udvalg for at omsætte verdensmålsvisioner til virkelighed.

Lad os løfte blikket og hæve ambitionerne og arbejde målrettet med en strategi for bæredygtig bosætning. En strategi, hvor vi indtænker FN’s 17 verdensmål - og hvor vi viser, at Faxe Kommune har visioner.


© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.