Kombinér AVU og HF i Faxe

Tirsdag 9. juli 2019 kl. 09:01

Kombinér AVU og HF i Faxe
Nu kan du kombinere AVU og HF i faxe

Kombinér AVU og HF i Faxe
René Bugge Bertramsen, uddannelseschef i Faxe og Vordingborg
Uddannelse: VUC Storstrøm i Faxe tilbyder flere måder at tage HF på

Med HF start kan du kombinere Almen Voksenuddannelse (AVU) og HF-fag, hvor unge og voksne, som ikke opfylder de direkte adgangskrav til HF, men har motivationen, kan blive klar til EUX eller tage en fuld HF-eksamen. Flere har derfor mulighed for at opnå f.eks. en uddannelse som pædagog eller sygeplejerske, hvis særlige kriterier opfyldes.

Med HF start, 2-årig HF og HF-enkeltfag tilbyder VUC Storstrøm i Faxe muligheden for HF på flere måder. Det er med til at sikre, at endnu flere unge og voksne kan opnå en gymnasial uddannelse. Et af formålene med HF start er, at ruste flere unge til at vælge eksempelvis en velfærdsuddannelse, hvor der i dag er behov for ekstra hænder. HF start er altså for de, som mangler at afslutte fag på AVU-niveau, og som gerne vil videreuddanne sig.

- Det er vigtigt for VUC Storstrøm at skabe flere muligheder og flere indgange til HF, så flere kan få en uddannelse og vælge deres vej videre til eksempelvis erhvervsskolerne og velfærdsuddannelser. Måske nogle bliver så motiverede i forløbet, at de tager en fuld HF-eksamen og læser videre, forklarer Laila Emiliussen-Hougaard, vicedirektør på VUC Storstrøm.

HF start er for unge over 18 år, som har behov for faglig opkvalificering inden for enkelte fag - for eksempel engelsk og matematik - for at kunne klare det gymnasiale niveau. Der kan på HF start tages 1 fag på AVU-niveau hvert halvår.
Forudsætningerne er, at du har dansk svarende til 10. klasse og matematik samt engelsk på 9. klasses niveau. Den enkelte vil blive vurderet via en samtale med en studievejleder.

skaber nye muligheder
Lærke Michala Blendstrup (33) læser HF start på VUC Storstrøm. Hun skal nu i gang med sit 3. semester i HF-fagene biologi, matematik og samfundsfag, hvor hun de to første semestre har haft kombinerede AVU- og HF-fag.

- Jeg er rigtig glad for, at der er en mulighed som HF start. Jeg valgte først pædagoguddannelsen, men fandt senere ud af, at jeg gerne vil arbejde med større børn. Derfor er jeg nu i gang med HF start, da jeg manglede nogle fag for at komme videre. Det er et meget fleksibelt forløb, hvor jeg f.eks. har haft religion via fjernundervisning, som passer godt ind i en hverdag med to børn, forklarer hun.

Lærke ser frem til den næste tid på VUC Storstrøm. Derefter går turen videre til læreruddannelsen.

Hvor der er vilje, er der vej
- På VUC Storstrøm betyder HF start, at flere får mulighed for at vælge en kompetencegivende uddannelse i lokalområdet, og på en skole, hvor flere kursister har deres hverdag i forvejen. Det skaber tryghed hos den enkelte og rum for personlig og faglig udvikling, forklarer René Bugge Bertramsen, uddannelseschef i Faxe og Vordingborg.

- VUC Storstrøm er kendt for et voksent uddannelsesmiljø - det kan mange af vores kursister godt lide - derfor tror jeg, at det kan være et attraktivt tilbud for mange der har den rette motivation og vilje til at opnå en gymnasial uddannelse, afslutter han.

Mere information
For mere information kan du kontakte studievejledere på VUC Storstrøm. Find mere information på vucstor.dk/undervisningssteder. Der kan også bestilles tid på vucstor.dk/tid.

© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.