Et hav af muligheder

Mandag 1. juli 2019 kl. 12:44

Et hav af muligheder
Den nye online havneportal blev præsenteret

Online havneportal: Det er nu blevet meget nemmere at være sejler-turist i SydDanmark.

16 havne fra de fire kommuner Faxe, Stevns, Næstved og Vordingborg har nemlig slået sig sammen og kan nu findes på online-portalen, havneguide.dk, under fælles-fanen SydkystDanmark.

Det er VisitSydsjælland-Møn A/S og FLID – Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, der står bag samarbejdet, og Heidi Larsen, der er netværks- og forretningsudviklingschef i VisitSydsjælland-Møn A/S siger:
- Sydsjælland og Møn er et slaraffenland for lystsejlere, og vi skal have endnu flere til at få øjnene op for de oplevelser, der venter i vores område. Med den nye guide gør vi det lettere at få et overblik over de seværdigheder og naturoplevelser, som venter i og omkring havnene.

Når man klikker sig ind på havneguide.dk og vælger fanen sydkystdanmark, får man præsenteret et kort over SydDanmark, hvor de 16 havne (Næstved Kanalhavn, Nolds Havn, Karrebæksminde Inderhavn, Karrebæksminde Ydehavn, Søfronten, Stege Havn, Vordingborg Nordhavn, Klintholm Havn, Bogø Havn, Hårbølle Havn, Kalvehave Lystbådehavn, Præstø Havn, Masnedsund Havn, Bøgeskov Havn, Rødvig Lystbådehavn og Fiskerihavn og Faxe Ladeplads Havn) er markeret.

Man kan her vælge at klikke sig ind på den enkelte havn og finde oplysninger om den, eller man kan vælge at tilføje steder fra syv forskellige oplevelseskategorier, som man så kan læse mere om. Vælger man f.eks. at tilføje Naturoplevelser vil der på kortet bl.a. dukke en henvisning op til Faxe Kalkbrud og Strandskoven Sibirien i Faxe Ladeplads. Det kunne også være det er Kultur og Historie, man er interesseret i. I den kategori vil man bl.a. blive præsenteret for Gisselfeld Kloster.
Et af formålene med det nye samarbejde er at få fat på flere gæstesejlere. Altså turister, som også helst skal blive lidt længere i området. De seneste år er gæstesejlernes døgnforbrug steget.

Det er især på restaurantbesøg og shoppingture, der bruges flere penge. Så det vil give god økonomisk mening, hvis man kan få lystsejlerne til at tage en overnatning mere.

Til gavn for hele området
Flemming Juel er formand for bestyrelsen for Lystbådehavnen i Faxe Ladeplads. Han er rigtig glad for at være med på den nye portal.
- Tidligere havde vi et netværk, der bestod af 19 havne fra Stevns, Faxe, Køge, Vordingborg, Næstved og Slagelse. Det fungerede rigtig godt, og vi havde f.eks. forskellige udstillinger, hvor vi præsenterede vores havne. Men for ca. fem år siden meldte Køge og Slagelse sig ud, og vi var kun 11 havne tilbage, fortæller Flemming Juel.

I det nye samarbejde er man nu oppe på 16 havne og det glæder Flemming Juel.
- Vi kan nu lave noget fælles markedsføring, i stedet for at vi alle hver især skal ud at lave lidt her og der, siger han.
- Det her vil være til gavn for hele området, slutter han.

Af Birgitta Kristina Carlberg


Flemming Juel, der er formand for bestyrelsen for Lystbådehavnen i Faxe Ladeplads, glæder sig over det nye samarbejde

© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.