Hvad skal du på søndag? Du skal da til Haslev Messen

Mandag 25. februar 2019 kl. 10:01

Hvad skal du på søndag? Du skal da til Haslev Messen
Hvad skal du på søndag? Du skal da til Haslev Messen
Annette Olsen, No 19, lægger sidste hånd på tildeling af stande
Så er det på søndag det går løs med Haslev Messen. Dagen hvor byen præsenterer sig selv i Haslev Hallerne fra kl. 10 til 16 - i begge hallerne.

Og der bliver masser at se på i de to haller. Et rigt udvalg af byens forretninger og håndværkere har en stand på Haslev Messen - lige fra autocampere over almindelige biler til tøjforretninger og murervirksomheder.

Annette Olsen, indehaver af No 19 og med i Haslev Handelsstandsforenings Messeudvalg, har haft travlt helt op til deadline - og lidt til - for at fordele standene rundt om i de to haller, men hun synes det er blevet til en god fordeling, så alle gæsterne vil få en rigtig god oplevelse.

Hun fortæller også, at der vil være en del smagsprøver i hallerne, så man behøver ikke tage madpakke med...

Støt og vind
Selv om der er gratis smagsprøver, kan det dog anbefales at man bruger en 20’er på at købe en bolle - eller en 50’er for tre boller.

Mesterbageren har nemlig sponseret 600 (sekshundrede) boller til et rigtig godt formål. Alle de penge der kommer ind på salget, går nemlig ubeskåret til Børnecanserfonden.

Sælgerne går rundt i hallerne, så møder du dem - så køb boller.

Men ved at købe bollerne støtter du ikke kun et godt formål - du kan også vinde nogle fantastiske præmier. På hver bolle er der et flag med et nummer, og bliver dit nummer udtrukket vinder du en rigtig god gevinst.

Hovedpræmien, der er sponseret af Happydays og Haslev-Faxe Posten, er en miniferie på et lækkert hotel i Nordtyskland.

Derudover er der to der hver kan vinde et gavekort på 500 kr. til Haslev Handelsstandsforening.

Stem på flotteste stand
Haslev-Faxe Posten synes at udstillerne også skal belønnes. Den flotteste stand skal kåres, men avisen beder om hjælp fra gæsterne.

På en kupon som man kan få udleveret til Haslev Messen kan man skrive hvem man synes har den flotteste stand - og den udstiller der får flest stemmer, får en middag for to på Restaurant Bregnen i Dalby - sponseret af restaurant Bregnen.
Og som tak for hjælpen trækker Haslev-Faxe Posten lod om to flasker vin blandt dem der har afgivet deres stemme.

Spejderne spiller
Når man ankommer til Haslev Hallerne bliver man modtaget på festligste vis af KFUM-Spejderne, der spiller foran indgangen mellem kl. 10 og 11.

Tøndeslagning
Når klokken bliver 11 er der tøndeslagning uden for - det er jo fastelavn samme dag.

Der er flere tønder at slå til, alt efter hvor gammel man er - bare man er inden for kategorien børn. Og så er der noget med at der er slikposer inden i tønderne - så det er bare om at slå til.



© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.