Byrådet har fået et nyt medlem

Fredag 8. februar 2019 kl. 10:11

Byrådet har fået  et nyt medlem
Nej billedet er ikke fra en gudstjeneste. Det er fra byrådsmødet hvor Michael Christensen (i midten) midlertidigt overtog Ivan Lillengs plads

Faxe Kommune: Torsdagens byrådsmøde blev indledt med en omrokering. Konservative Ivan Lilleng blev bevilget orlov i tre måneder, og hans suppleant, Michael Christensen, fik derfor sæde i Faxe Byråd.

Årsagen hertil er at Ivan Lilleng omkring årsskiftet blev midlertidig direktør i Faxe Forsyning. En post han beklæder indtil en ny direktør er udpeget. Ivan Lilleng var næstformand i bestyrelsen, men da direktøren pludseligt stoppede, blev han udpeget til midlertidig direktør.

Spørgetid
Under spørgetiden - en mulighed hvor enhver borger kan stille spørgsmål til byrådet - var der to spørgere fra Teestrup, nemlig Morten Egelund Rasmussen og Henning Palm.

Begge spørgsmål, eller måske nærmere kommentarer, handlede om bus 266, som er af vital betydning for Teestrup og omegn.

Til begge spørgere blev det oplyst, at netop den busrute vil blive behandlet politisk i nærmeste fremtid, hvorfor ingen politikere havde kommentarer.

Også Svend Aage Hansen, Karise, stillede spørgsmål. En del spørgsmål, der alle handlede om Faxe Forsyning.

Borgmester Ole Vive gjorde kort proces, og meddelte, at spørgsmålene ville blive videresendt til Faxe Forsyning, hvorfor de ikke ville blive kommenteret af byrådet.

SSP styregruppen
Kenneth M. Nielsen har, pga. arbejdsforhold, måttet trække sig fra SSP styregruppen, og i stedet udpegede byrådet Morten Haupt Hansen.

Mikkel Dam, byrådsmedlem for Liberal Alliance, benyttede lejligheden til at viderebringe en hilsen fra Kenneth M. Nielsen, hvori han takkede styregruppens formand, Laura Andréa, for et godt samarbejde.

Nedrivning af boligblokke
Byrådet gav tilladelse til at boligblokkene Lærkevej 1 til 5 i Faxe må nedrives.
Det er Faxe Hylleholt Boligselskab der ejere bygningerne. Oprindeligt var planen at lejlighederne skulle renoveres, men ved en grundig gennemgang, viste det sig at en renovering ville blive alt for kostbar, hvorfor man i stedet har ønsket en nedrivning.

Den gav byrådet tilladelse til, fordi planen herefter er at der skal opføres nye lejligheder, nemlig 10 90 kvadratmeter store lejligheder og 10 75 kvadratmeter store lejligheder.

Samtlige beboere i de berørte blokke vil blive genhuset til priser lig med det de nu betaler.

Bakkedel nedrives
Endnu en tilladelse til nedrivning blev bevilget: Bakkedal på Gl. Strandvej i Faxe.
Bygningen er i dårlig stand, men alligevel mente Borgerlisten, at man skulle forsøge at sælge bygningen. Den bør sættes til salg i en periode på minumun seks måneder, mente René Tuekær.

Det var der, bortset fra Marianne Ørgaard, ikke andre der mente - så nu kan Bakkedal rives ned.

Flere sager
Flere sager blev behandlet på byrådsmødet. Du kan se dem alle, og beslutningerne, på kommunens hjemmeside faxekommune.dk

Af Torkild Svane Kraft


© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.