Meny i Faxe udvider ud mod Kalkbrudsvej

Fredag 8. februar 2019 kl. 09:03

Meny i Faxe udvider ud mod Kalkbrudsvej
Snart er den ejendom Slagter Solberg havde for mange år siden væk, og en tilbygning til Meny kan skyde i vejret, så Lotte og Simon Spring får en meget større butik

Forberedelserne er i gang: Det går rigtig godt for Meny i Faxe. Så godt at der er blevet for trangt i butikken. Det gør man nu noget ved.

Det er fire et halvt år siden at Lotte og Simon Spring overtog Meny, og det er gået meget bedre end de havde forventet. Derfor er der behov for at gøre butikken større.

Det gør man ved at rive den gamle bygning, der i tidernes morgen husede slagter Solberg, ned og så opføre en 300 kvadratmeter stor tilbygning. Nedrivningen er i fuld gang.

Tilbygningen går ikke helt ud til Kalkbrudsvej, så der bliver plads til et grønt område ud mod vejen.Tilbygningen kommer blandt andet til at indeholde mælk og mælkeprodukter.

Når den nye bygning er klar vil der komme til at ske ændringer i den eksisterende butik. Grøntafdelingen flyttes væk fra indgangspartiet og ind i selve butikken, mens der indrettes blomsterafdeling i indgangspartiet.

En helt ny vinafdeling vil der også blive lavet, og det må passe Simon Spring rigtig godt, for han er også uddannet sommelier - altså vinekspert.

Der vil også blive bygget et nyt pakkelager til at rumme pakker fra PostNord, GLS og DAO.

Også på parkeringspladsen bliver der lavet om. Det store område med buske fjernes, der plantes træer, der kommer ny asfalt, der laves skråparkering og man vil kunne køre rundt på parkeringspladsen, så dem der kører ind på pladsen ikke kommer i karambolage med dem der er på vej ud.

Det er Dagrofa der ejer bygningerne og grunden, og dermed også betaler for nybygningen - til gengæld får de jo nok en højere huslejeindtægt...

Lotte og Simon Spring er lejere af bygningerne, men bekoster selv alle indvendige ændringer i butikken.

Simon Spring fortæller at går alt efter planen, vil man være færdig med byggeri og indretning midt i juni måned.

Tekst og foto: Torkild Svane Kraft

© Copyright 2019 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.