Er Faxe Byråd repræsentativt nok?

Mandag 20. februar 2017 kl. 10:44

Er Faxe Byråd repræsentativt nok?
Indlæg af: Sean Littlewood,
Spidskandidat for Radikale
Venstre ved KV17
Præstøvej 38, Faxe

I de danske kommuner har vi repræsentativt demokrati. Direkte demokrati er uhensigtsmæssigt, for som borgere skal vi ikke forholde os til alle forslag i byrådet, og vi skal ikke stemme om dem. Vi vælger nogle politikere, som vi har tillid til, og som vi mener vil være bedst til at repræsentere vores politiske synspunkter. Det er meget praktisk og der er foreløbigt ingen planer om at lave systemet om.

Lige nu har vi 25 byrådsmedlemmer. Det mener jeg er for lidt. Jeg mener, vi skal øge repræsentationsgraden i byrådet, så vi sikrer os at flere partier og synspunkter, samt flere områder af kommunen repræsenteres. I juni 2013 besluttede Faxe Byråd at nedsætte antallet af byrådsmedlemmer 27 til 25. Ved samme lejlighed blev der nedlagt 3 udvalg. Denne beslutning gav en besparelse på 276.000 kr. årligt.

Vores byråd repræsenterer borgere inden for et område på ca. 405 km2. Før kommunesammenlægningen dækkede de tre gamle kommuner - Faxe, Haslev og Rønnede - samme geografiske område. Men dengang var der 51 byrådsmedlemmer i alt. Det er det dobbelte af hvad vi har i dag. Ved kommunesammenlægningen skar man ned i antallet byrådsmedlemmer, formentlig fordi de politiske ansvarsområder kunne klares af færre medlemmer.

Tanken var, at når tre udvalg bliver til et, skal der færre politikere til at varetage det politiske arbejde. Så en vis nedskæring i antallet af pladser var på sin plads, da det gav en kortsigtet økonomisk besparelse til kommunen. Jeg mener dog, man skar for meget ned. I dag er der områder af kommunen, hvor borgerne ikke har en lokalt repræsentant siddende i byrådet, fx Dalby. Det samme kan nok siges om nogle af de mindre landsbyer. Det er ikke sundt. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at en forøgelse af antallet af byrådsmedlemmer vil styrke repræsentation i de nævnte områder, men den vil i hvert fald give større mulighed herfor.

Det er svært at sige, hvor meget byrådet bør udvides, men jeg synes vi skal tilbage til 27 medlemmer. Den endelige størrelse er nok afhængig af, hvordan en udvidelse kan understøtte den demokratiske udvikling i kommunen. Den drøftelse synes jeg vi skal tage.

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.