Den bevidste Forbruger - unikt teater i Haslevs gamle apotek
Lørdag 25. februar 2023 kl. 11:47
![]() ![]() ![]() |

Den bevidste Forbruger opføres i det gamle apotek i Haslev. Foto: Jacob Stage |
Siden sommerferien har der været et samarbejde mellem Departementet - et nyt teater hjemmehørende i Haslev - og Teater Vi Tør/MSG Haslev. Forskellige mindre projekter har været prøvet af, og nu blænder de op for teatrenes første produktion.
Haslev: Departementet og Teater Vi Tør præsenterer to teaterforestillinger i én i det gamle apotek på Jernbanegade 5a i Haslev fra den 1. til den 4. marts - Den Bevidste Forbruger. Et unikt samarbejde og moderne scenekunst i helt særlige rammer.
Den Bevidste Forbruger spiller i det tidligere Haslevs apotek. Et markant lokale og en bygning der har været forladt i 11 år. En bygning der fortæller om vores nutid og fremtid, om byen og hvilken virkelighed vi er ved at skabe for os selv.
Med afsæt i samme tematik om forbrug, det moderne menneskes væren i verden og i en kompleks nutid hvor mange forskellige kriser banker på vores dør, har de to teatre skabt hver deres forestilling.
Teater Vi Tørs unge ensemble kommer med indtryk og udtryk der fortæller fra et ungt perspektiv, mens Departementet har produceret en forestilling med én skuespiller - en historie om en mand og hans familie fra et klassisk middelklasseliv, om at skamme sig over at leve i frihed og tryghed, mens andre går sultne i seng, dør i krig eller klimaet er ved at gå til.
To markante nye teaterforestillinger, forankret i en lokal virkelighed, et tomt butikslokale og med fortællinger om os selv og verden.
Mere teater til byen
- Med dette projekt ønsker vi at bringe mere scenekunst og teater til byen. Der er mange gode initiativer, tilbud og aktiviteter i en by som Haslev. Men med ”Den Bevidste Forbruger” vil vi præsentere noget der ikke er i byen endnu og vi vil gøre det i en af de markante bygninger i centrum af byen - Jernbanegade 5a der tidligere husede apoteket og som har stået tomt i 11år. Dels pga. udviklingen og dels fordi... der ikke har været nogle der kunne gøre noget, udtaler skuespiller Christian Rossil fra Departementet.
Men nu kommer de to teatre med to kunstneriske bud på det moderne menneskes væren i verden, set fra forskellige perspektiver - et ungt perspektiv og fra en mand mit i livet.
Departementets version
- Vi ønsker at invitere publikum til at møde et andet menneske, der vil alt det gode. Men han har på fornemmelsen af, at han slås mod større magter der ofte efterlader ham apatisk og skamfuld. Hvad skal det nytte? Han beslutter at tage sagen i egen hånd og gennemgå alle sine handlinger, sit forbrug og tilstedeværelse som et vestligt menneske, tager alt op til overvejelse, fortæller Christian Rossil.
Han beslutter sig for at ville leve fuldstændig etisk korrekt. En svær øvelse der kræver ændringer og konfrontationer med familien, opgør med vaner og en ubehagelig indsigt i eget hykleri. Og til hvilken nytte?
- Hovedpersonen er bestemt ikke nem at være sammen med, man kan måske kalde ham en midaldrende Gretha Thunberg, og måske kan publikum genkende noget fra deres eget liv, og hvem ved - måske vil noget ændre sig, siger Christian Rossil og tilføjer at der faktisk ikke er nogen løftede pegefingre i Departementets udgave af Den bevidste Forbruger.
TeaterViTørs version
Her kan du opleve et ungt, vildt medrivende og ikke mindst tankevækkende teater lige midt i Haslev.
Sid med på forreste række, når unge skuespillere fortolker ”Den Bevidste Forbruger”. Med temaer som afhængighed, tøj, børnearbejde, SoMe og transport vil publikum blive revet med ind i et spektakulært tankevækkende stykke der både er sørgeligt, sjovt og ikke mindst fascinerende.
Oplev hvordan en travl forretningsmands forsøg på at gøre det gode ender helt galt, hvordan mennesker ændrer sig for at være en del af fællesskabet, hvordan sociale medier drager dig væk fra virkeligheden, hvordan voksne og børn behandles i tøjindustrien og meget mere.
Den Bevidste Forbruger opføres fra 1. til 4. marts i det tidligere apotek på Jernbanegade 5a i Haslev.
Dørene åbnes kl. 18.30. Kl. 19 opføres Teater Vi Tørs version og, efter en lille pause, gælder det Departementets version kl. 20.
Billetter købes på https://billetto.dk/e/den-bevidste-forbruger-en-teaterforestilling-billetter-802146?fbclid=IwAR3vHjb5_aUv3OL60qBCqqK6FRC1XWvV1f3_MbZTVAka5GoPSxqE1RIGpOo
© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |
Flere nyheder i denne sektion:
- Sofie og Fine sætter fokus på i say
- Rønnede: Vanvidsbilist med 159 km/t
- Helt vilde tilbud når Haslev inviterer til Outlet-messe
- Det er det rene Ibi-Pippi...
- Farvel til badmintonformanden - goddag til fodbolden...
- Endnu en forlader Socialdemokratiet
- Ordløse fortællinger og fortællinger med ord...
- Mette er noget helt særligt
- Subas vil være familiens gode læge
- Pas på falske indsamlere
- Et sikkert forårstegn: Skovly Plante Deko åbner
- Anholdt efter bilbrand