Julemærkehjemmet på Lindersvold

Onsdag 1. marts 2023 kl. 11:49

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Julemærkehjemmet på Lindersvold var kun for drenge. De fleste var mellem 9 og 14 år. Foto fra Faxe Kommunes Arkiver.

Der var engang: Den 21. april 1928 åbnede Danmarks fjerde julemærkehjem på den tidligere herregård Lindersvold ved Faxe Bugt.

Julemærkehjemmene var tænkt som et tilbud for svagelige børn, der skulle komme sig efter sygdom, og hjemmene blev drevet for midler fra salget af julemærker.

Lindersvold skulle være rekonvalescenshjem for svagelige eller underernærede drenge fra 3 til 15 år. I praksis var de fleste dog mellem 9 og 14 år, og oftest fra København. Piger kunne ikke komme på Lindersvold, de måtte til julemærkehjemmet i Mørkøv i Vestsjælland.

I slutningen af 1940’erne faldt behovet for svagbørnsrekreation. I stedet begyndte Lindersvold at tage børn fra hjem med dårlig økonomi og dårlige boligforhold, samt en voksende gruppe af "nervøse og miljøskadede" og ”akut vanskelige” drenge med mere fokus på det socialpædagogiske arbejde end på det lægefaglige.

Et ophold varede ca. 3-5 måneder, og mange børn var på mere end ét ophold. For at komme på julemærkehjem, skulle man henvises fra skolelæge eller egen læge.

Hvordan var det?
Hvordan var det så at være på julemærkehjem? Til trods for, at de var væk hjemmefra, uden mor og far (men sommetider sammen med brødre eller fætre), så var det for de fleste børn et dejligt frikvarter fra en ellers barsk hverdag.

Et ophold i 1940’erne startede typisk med, at børnene blev kørt med bus fra København til Lindersvold.

Her blev de modtaget af forstanderparret og de børn, der var på hjemmet i forvejen. Først fik de et måltid i spisestuen. Derefter blev de opdelt i aldersgrupper: Yngstegruppen på 4-7 år, 1. klasse for de 8-10-årige, 2. klasse for de 9-12- årige, og 3. klasse med de store på 13-15 år. Det var ikke skoleklasser, for julemærkebørnene gik slet ikke i skole under opholdet, men hver aldersgruppe havde sin egen sovesal og en fast tilknyttet leder.

Et nummer...
Alle drengene fik tildelt et nummer, og julemærkehjemmets tøj og sko, som nummeret skulle sys ind i. Det tøj, de havde på ved ankomsten, blev lagt i kælderen til de skulle hjem - og havde de taget godt på, kunne de ikke længere passe det!

Hverdagen bestod af både arbejde og leg. Drengene havde pligter som køkken- og havearbejde, men tog også på traveture i omegnen eller dyrkede sport, læste bøger og spillede spil. Hver dag var der vejning, morgensang og bordbøn.

Lindersvold julemærkehjem har kun haft to forstanderpar. Den seneste forstander, Poul Billgren, kom til i 1946. Han var meget progressiv og moderne i sin pædagogiske tilgang til drengene, men hans ledelsesstil var af den gamle skole, og efter ungdomsoprøret krævede det pædagogiske personale medindflydelse, så de klagede over forstanderen til Julemærkekomiteen.

Løsningen blev den noget drastiske at lukke julemærkehjemmet. Der var oprettet et nyt julemærkehjem i Skælskør, der kunne tage over, og ved at lukke Lindersvold, kunne Billgren komme ud på en værdig måde.

Den 31. august 1971 stoppede Lindersvold derfor sit virke som julemærkehjem. Stedet fortsatte fra 1972 som selvejende behandlingshjem for adfærdsvanskelige børn, men blev i 1987 solgt til Tvind-koncernen.

Af Else Gade Gyldenkærne, Faxe Kommunes Arkiver

https://arkiv.faxekommune.dk, søg i samlingerne på https://arkiv.dk eller følg os på facebook https://www.facebook.com/faxekommunesarkiver

© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Sofie og Fine sætter fokus på i say
- Rønnede: Vanvidsbilist med 159 km/t
- Helt vilde tilbud når Haslev inviterer til Outlet-messe
- Det er det rene Ibi-Pippi...
- Farvel til badmintonformanden - goddag til fodbolden...
- Endnu en forlader Socialdemokratiet
- Ordløse fortællinger og fortællinger med ord...
- Mette er noget helt særligt
- Subas vil være familiens gode læge
- Pas på falske indsamlere
- Et sikkert forårstegn: Skovly Plante Deko åbner
- Anholdt efter bilbrand
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst