„Haslev fra stationsby til pendlerby“ er interessant læsning

Tirsdag 17. januar 2023 kl. 11:11

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

„Haslev fra stationsby til pendlerby“ er interessant læsning
Forfatteren til dette læserbrev, Hans-Willy Bautz, har netop af forfatteren Else Gade Gyldenkærne modtaget et dedikeret eksemplar af „HASLEV fra stationsby til pendlerby“. Privatfoto.

Indlæg af:
Hans-Willy Bautz
Bøgevej 10F,
4690 Haslev


Else Gade Gyldenkærnes netop udkomne bog, „HASLEV fra stationsby til pendlerby“, er en interessant og spændende rejse gennem byens udvikling gennem de seneste 50 år. Både for os indfødte haslevitter og for de mange tilflyttere, der er kommet til i denne periode, rummer bogen et hav af interessante oplysninger skrevet i et let forståeligt sprog. Forståelsen af teksterne er underbygget af et sandt hav af billeder, der i mange tilfælde fremkalder nostalgiske tanker hos os „gamle“ haslevitter.

Selv er jeg født i Torvegade nummer 8 i 1946 og bortset fra perioden 1984-2014, hvor jeg arbejdede i Tyskland, har jeg altid boet i Haslev og omegn. Den løkke, der er opstået på grund af mit lange fravær fra byen, er blevet lukket ved hjælp af denne bog.

Forfatteren fortæller om, hvordan udviklingen i Danmark generelt har ført til, at den tidligere indremissionske skoleby har mistet sine mange uddannelser, hvormed mange arbejdspladser er gået tabt. Desuden kommer hun ind på, at byen har mistet store arbejdspladser i industrien og ved nedlægningen af institutioner som for eksempel Haslev Sygehus.

Handels- og kulturlivet i byen og de mange tiltag, der gøres for at gøre byen levende, fortælles der også levende om.

At byen trods alt har udviklet sig og i løbet af de seneste 50 år næsten har fået fordoblet sit indbyggertal, skyldes i høj grad tilflytterne, der begyndte at komme, da der blev udstykket parcelhuskvarterer. Personligt var jeg totalt overrasket over, hvor meget der var blevet bygget i Haslev, da jeg vendte tilbage i 2014.

Bogen har nu givet mig en introduktion til alle disse nye områder.
Der fortælles om, at mange fra hovedstadsområdet er flyttet til Haslev på grund af de forholdsvis lave huspriser, men også om at Banedanmark havde lovet en hurtig direkte forbindelse til København allerede i 2018. Den lader endnu vente på sig, hvilket frustrerer mange af tilflytterne, hvilket fremgår af udtalelser i interviewes, Else Gade Gyldenkærne har ført med pendlere.

I afsnittet om pendlerne er disse mange udtalelser lagt ind i bokse, der gør det overskueligt og interessant at læse dem.

Forfatteren, der er arkivar ved Faxe Kommunes arkiver, skal have ros for det store arbejde, hun har udført i form af research og interviews samt den måde, hun formidler stoffet på. Også ros til lederen af Faxe Kommunes Arkiver, Marianne Rimmen Raasted, der på forbilledlig vis har layoutet bogen og dermed har gjort den meget overskuelig.

© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Lad os sammen gøre en lille forskel
- Politiet havde travlt her i kommunen
- Klubmesterskab i HTT
- Keramik med sjæl - ny udstilling på Emmaus
- Kolde gys, varm sauna, kaffe og suppe
- Sangaften med Arne Andreasen
- Haslev Garnfestival - nu over to dage
- Jensens Jazz Serenaders spiller i Huset40
- Vi slæber overflødig emballage hjem
- Ib Arnoldi er død
- Henrik cyklede over 12.000 km.
- Petri og Lars Hannibal på Vemmetofte Kloster