Ny historiebog om byen som du hurtigt kan komme væk fra

Tirsdag 17. januar 2023 kl. 11:08

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Ny historiebog om byen som du hurtigt kan komme væk fra
- Der er to gode grunde til at flytte til Haslev. At husene er billige, og at Haslev trods alt er så tilpas tæt på det meste, at transporttiden til og fra arbejde kan udholdes.

- Cirka sådan kan du sammenfatte de svar, jeg har fået fra tilflytterne, siger Else Gade Gyldenkærne.

Hun er uddannet etnolog og er ansat som arkivar på Faxe Kommunes arkiver. Og på fredag udgiver hun sin nyeste bog “Haslev: Fra stationsby til pendlerby”.

Det er Haslevs udvikling i løbet af de 50 år fra 1970 til 2020, hun har taget under kærlig behandling.

Seneste bog af samme tilsnit udkom i 1995 og handlede om årene frem til 1970; skrevet af Margit Baad Pedersen: Haslev: Byen og menneskene.

- Det har da være en ekstra udfordring at skulle skrive om noget, der var så tidsmæssigt tæt på. Der er trods alt nogle ting, man ser klarere, når de kommer lidt på afstand, siger Else Gade Gyldenkærne.

Toget og vejen
Det begyndte egentlig med en videnskabelig artikel om pendling. Hvem pendler, hvorfor gør de det - og hvad er afgørende for pendlere.

I løbet af 2021 foretog Else Gade Gyldenkærne spørgeskemaundersøgelser og interviews med lokale pendlere.
- Men allerede dengang sagde jeg til dem, jeg interviewede, at jeg nok også skrev en bog. At det ikke var nok med den videnkabelige artikel, siger Else Gade Gyldenkærne.

I sommeren 2022 afleverede hun sit manuskript, og siden er tiden gået med korrektur og opsætning. Og med tjek, tjek og trippel-tjek.
- Jeg finder helt sikkert en fejl, nu når boget er kommet fra trykkeri. Jeg har fået at vide, at sådan skal det være. Men alligevel. Vi har fået trykt 1.500 eksemplarer i dette ene og formentlig eneste oplag af bogen, siger Else Gade Gyldenkærne.

Også før 1970 tog Haslevs indbyggere andre steder hen for at arbejde. Men med de store typehus-byggerier, der rigtigt tog fart i 1970’erne, steg antallet af pendler.

Nogle tog toget mod Køge, Roskilde og København. Andre satte sig i bilen og kørte ad den nye motorvej østpå og nordpå.

- Der er så få arbejdspladser i Haslev og så mange indbyggere, at det er et vilkår at man må pendle, hvis man vil bo her, siger Else Gade Gyldenkærne.

Fortsat vækst
I løbet af de seneste 50 år er indbyggertallet i Haslev stort set fordoblet. I 1966 var der 6.500 indbyggere; i 2020 var tallet 12.000.

Mens der i 1970’erne blev udstykket store områder ad gangen, så er der fortsat kommet nye områder med boliger i de efterfølgende år - blot i lidt mindre bidder ad gangen end Højgårdsparken og Vestparken.

Elmeparken og Tjørneparken kom f.eks. til i 1983 og 1991. Og i de seneste 20 år er der sket en ganske voldsom udbygning af områderne ved Søndermarken, Troelstrup og Lysholm; etape for etape.

- Fortællingen er stadig den samme. At det er tilflyttere fra København, der rykker ind i de nybyggede huse, fortæller Else Gade Gyldenkærne.

Et kig på plan- og kulturudvalgets dagsordener de seneste måneder viser, at tilgangen i nye boligområder ikke ser ud til at standse nu.
Mens Haslevs slogan tidligere var Skolebyen i det grønne, så nøjes vi i dag med Byen i det grønne.

Daværende borgmester i Haslev Kommune, Folmer Nielsen, lokkede omkring 1970 med slagord som “Flyt ud - vi har det i Haslev”.

I dag kan man tage en tilflytters ord for, at der er mere at komme efter i Haslev end “blot” billige huse og kort transportid væk.

Som Else Gade Gyldenkærne citerer i bogen: “Haslev er en meget levende by. Så er der gadefest og alt muligt andet, og der er et helt vildt rigt foreningsliv. Det overraskede mig. Det er nærmest ligegyldigt, hvad jeg vil gå til, så kan jeg det i Haslev - eller i Faxe Kommune. Og det er lige rundt om hjørnet.

Så selvom Haslev stadig er byen, du kan komme hurtigt væk fra, så er der gode grunde til at blive lidt længere.

Bogen, Haslev: fra stationsby til pendlerby, kan blandt andet købes hos Haslev Boghandel.

Af Cecilie Hänsch

© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Lad os sammen gøre en lille forskel
- Politiet havde travlt her i kommunen
- Klubmesterskab i HTT
- Keramik med sjæl - ny udstilling på Emmaus
- Kolde gys, varm sauna, kaffe og suppe
- Sangaften med Arne Andreasen
- Haslev Garnfestival - nu over to dage
- Jensens Jazz Serenaders spiller i Huset40
- Vi slæber overflødig emballage hjem
- Ib Arnoldi er død
- Henrik cyklede over 12.000 km.
- Petri og Lars Hannibal på Vemmetofte Kloster
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst