Svar fra Faxe Forsyning

Onsdag 30. november 2022 kl. 09:52

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Svar fra Faxe Forsyning
Indlæg af:
Marianne Almindsø
Direktør
Faxe Forsyning

Svar på læserbrev om affaldssortering i Faxe Kommune.
I sit læserbrev skriver Rune K. Hansen, at han ønsker klarhed om den nye affaldsordning, nødvendigheden af den tredje beholder og økonomien bag. Vi håber derfor, at dette kan give ham og andre, der skulle dele hans tvivl, lidt opklaring.

Først og fremmest er det vigtigt at påpege, at det er Faxe Kommune, der er myndighed på affaldsområdet og derfor politikerne, der endeligt beslutter hvilken affaldsordning, vi skal have. Faxe Forsyning står alene for driften.

Som Rune K. Hansen rigtigt nok påpeger, så skal alle i Danmark sortere de samme 10 affaldstyper. Grundlaget for denne nye affaldsordning kan spores helt op på europæisk plan, hvor der er bred politisk enighed om, at der skal genanvendes mere affald på tværs af medlemslandene. I et EU-direktiv fra 2018 blev det bestemt, at vi helt konkret skal genanvende 60 procent af vores affald i 2030. I 2020 vedtog en bred vifte af Folketingets partier, at vi i Danmark skal sortere 10 affaldstyper af husholdningsaffald samt ensrette reglerne på tværs af landets kommuner.

Det er rigtigt, som Rune K. Hansen i læserbrevet påpeger, at der er mange omkostninger ved at udvide en affaldsordning. Nye biler og genbrugsbeholder er bestemt ikke små udgifter, men sådanne udgifter tilvælges kun med den største omtanke.

Faxe Forsyning er et såkaldt hvile-i-sig-selv-selskab, hvilket betyder, at vi ikke må tjene penge. Udgifterne til ordningerne dækkes alene af affaldsgebyrer betalt af husstandene i Faxe Kommune. Princippet om ”hvile-i-sig-selv” indebærer, at gebyret for håndtering af affald hverken må være større eller mindre end de omkostninger, der er ved at gennemføre selve håndteringen over en kortere årrække. Den årlige pris (gebyr), som borgerne betaler til Faxe Forsyning for affald, skal dermed afspejle de faktiske omkostninger, der er forbundet med indsamling, drift og behandling af affaldet.

Vi kan desuden godt forstå Rune K. Hansens ærgrelse over at skulle have en ekstra beholder stående. Samtidig kan vi dog fortælle, at det er et absolut minimum, hvis Faxe Kommune skal opfylde de krav, som EU og Folketinget har pålagt kommunerne.

Mad- og drikkekartoner og blød plast er ganske rigtigt nye, men de udgør ikke alene de resterende fire procent. Også beholdernes rumfordeling er et vigtigt led i at nå de sidste procent inden 2025. Jo flere affaldstyper der blandes sammen, desto lavere bliver genanvendelsesprocenten, da affaldstyperne kan kontaminere hinanden og ødelægge sorteringen. Derfor er det også vigtigt, at affaldstyperne adskilles så vidt muligt.

Dertil udgør mad- og drikkekartoner samt hård/blød plast en meget stor procentdel af den gennemsnitlige husstands affald. Borgerne ville derfor opleve en voldsom pladsmangel i deres genbrugsbeholder, hvis disse affaldstyper fortsat skulle sorteres i samme beholder som metal og glas.

Af disse grunde var det nødvendigt at adskille mad- og drikkekartoner samt hård/blød plast fra metal og glas, der i stedet fik deres egen beholder. I nogle kommuner valgte man hele fire eller flere beholdere per husstand for at forbedre sorteringen. Det ønskede Faxe Kommune imidlertid ikke. Den tredje beholder anses derfor af både Faxe Kommune og de fem øvrige kommuner i AffaldPlus-regi for at være den bedste løsning, hvis vi skal nå de 55 procent inden 2025 og samtidig tage hensyn til borgerne.

Ganske rigtigt påpeger Rune K. Hansen også, at det ikke er muligt at fravælge ordningerne for farligt affald og storskrald – selv hvis man ikke gør brug af dem. Både storskrald og farligt affald er indført for at øge sorteringen og højne genanvendelsesprocenten. I affaldsbekendtgørelsen fra 2021, der er vedtaget af Folketinget, er det bestemt, at farligt affald og storskrald skal indsamles ved husstanden. Som forsyning er vi underlagt dette krav og kan ikke fravige hverken ordningerne eller de dertilhørende gebyrer, der er fastsat af kommunalbestyrelsen i Faxe Kommune.

© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Blomstrende bymidte, eller er det bare vildt med vilje?
- Retninger er sat - vi er klar til et godt 2023
- Ukraine skal stoppe krigen
- Skal det være Laplands Allé?
- Haslev, fra stationsby til pendlerby
- Teestrup Nederenvej og Teestrup Grusvej
- Tænd lys i mørket
- Svar fra Faxe Forsyning
- Åbent brev til Faxe Forsyning
- Den rådne banan
- Tak for hjælpen
- Trivsel og kultur, kan vi være dette bekendt?
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst