Smuk, rørende og tankevækkende koncert

Mandag 14. november 2022 kl. 10:42

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Fra kirkesalen lød der lange klapsalver til koret. Foto: Mathias Kondal Berg

En koncert ud over det sædvanlige. En koncert der tydeligt rørte tilhørerne - og også kormedlemmerne. Det var hvad man oplevede i Haslev Kirke torsdag eftermiddag. En koncert med et helt specielt kor.


Korets medlemmer kommer fra to væresteder i Lolland Kommune, nemlig Skomagerens Hus og Teglgården - og de har alle store problemer at slås med, men problemer der er blevet væsentlig mindre efter at de er blevet en del af koret.

“Projekt kultur og sundhed” har kørt i et par år, og her har brugere på de to væresteder kunnet fordybe sig i kunst og sang, og herudfra opstod koret, som ledes af Astrid Måløe. Hun har en uddannelse i musikvidenskab og sansetræning - og så bor hun i øvrigt i Haslev.

- Fællesskabet og den varme vi oplever i koret, betyder utroligt meget. Mørket lettede da jeg kom med i koret, fortæller Marianne Jensen, der har haft store psykiske problemer at slås med, men problemer som nu er kommet på afstand takket være sangen, og det hjertevarme samvær der er i koret.

Og netop hjertevarmen kom tydeligt til udtryk gennem koncerten, hvor flere medlemmer fortalte om deres liv, som så absolut ikke har været så nemt som de flestes. Det kræver mod og overskud at stå frem og fortælle om psykiske problemer, alvorlig sygdom og misbrug.

En masse lort
Per fortalte om sit liv som misbruger. Et liv der var uudholdeligt:

- Jeg har budt mange så meget lort i mange år, men nu har jeg et godt liv. Koret fik mig på rette vej. Koret er blevet min familie. Jeg har igen fået kontakt til min datter og mit barnebarn. Jeg er bare så taknemmelig, sagde Per.

Flere gange i sin barske, men også smukke, fortælling var han ved at gå i stå, og her så man tydeligt, at han havde ret i det med at sammenligne koret med en familie, for straks var der et kormedlem, der rejste sig, og lagde en arm omkring Per, så han kunne fortsætte sin beretning.

Det samme oplevede man da Ulla Schønbaum stillede sig frem og fortalte om nogle svære år. Hun blev opereret for en hjernetumor, fik herefter et epileptisk anfald som hun ikke kunne komme ud af, så hun måtte lægges i koma - og da hun så troede at være på rette vej, så fik hun en hjerneblødning og hjerteproblemer.

Hun var også ved at gå i stå, da hun fortalte om sit liv - og igen trådte andre kormedlemmer til med en beroligende hånd, et kram og opmuntrende ord.

- Det her kor, sangen, menneskene og Astrid har givet mig et kolossalt løft. Det hjælper og bærer mig nu gennem livet, sagde Ulla inden hun gave et utroligt smukt solonummer.

Komponist
“Projekt kultur og sundhed” har ikke “kun” været korsang. Det har også bestået af sangskrivning og selv en komponist har set dagens lys. Anne-Mette Høgh Larsen satte sig ved flyglet og spillede et værk hun selv har komponeret.

Fra en der virkelig har forstand på musik, lyder det at der var tale om et værk af meget høj standard og sværhedsgrad, men Anne-Mette mestrede fremførelsen på smukkeste vis.

“Jeg vil gerne være fri og leve livet, hvor det sker”. Sådan lyder det i sangen “Min hjerneskade”. Den er skrevet af Mette Rasmussen, der har cerebral parese og sidder i kørestol. Hele sit liv har hun drømt om at synge i kor, men på musikskolen fik hun at vide, at “sådan en som hende” aldrig ville kunne synge i kor. En meget nedslående besked at få.

Men i koret “Projekt kultur og sundhed” var der plads til Mette. Her var hun velkommen, og nu har hun oven i købet tre sange liggende på youtube og nummer fire på vej.

- Efter jeg er begyndt at synge i koret, har jeg fået meget mere kontrol over min motorik. Jeg har færre muskelspændinger og min balance er blevet meget bedre - ja, faktisk har jeg kunnet gå flere meter med lukkede øjne. Det har jeg aldrig kunnet før, siger Mette med et stort smil.

Der er ingen tvivl om hvor meget koret har betydet, og fortsat betyder, for medlemmerne. Deres liv er blevet meget bedre. De har fået en familie, et fast holdepunkt hvor man hjælper og støtter hinanden. Og det er ikke kun noget kormedlemmerne føler - konklusionen efter “Projekt kultur og sundhed” slår da også fast at sangen har en stor betydning for menneskers trivsel.

I Lolland Kommune har man derfor besluttet at koret fortsætter, selv om projektet er slut. Gevinsten er alt for stor til at nedlægge det - så Astrid Måløe fortsætter derfor som korleder, men nu kun på halv tid.

Astrid Måløe håber andre kommuner, og også meget gerne Faxe Kommune, får øjnene op for hvor meget man kan opnå gennem sang. Ved koncerten i Haslev Kirke blev det i hvert fald bevist, hvor stor en betydning koret har haft for dets mange medlemmer.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Nissemor holder øje med byen - og grånisser er søgt mod Sibirien
- Ni læsninger og gospel
- Kriminelle julegaver med dedikation...
- Julemarked i Leestrup
- Ærmerne er smøget op
- Et helt specielt møde: sang, musik, børn og demente
- Ærgerlig, men alligevel taknemmelig
- Nyt koncept: Nybolig Køberrådgivning
- Midtsjællands Kammerorkester spiller i Roholte
- Hvem har stjålet nissekraften?
- Først fortæller bhutanesisk flygtning og så er der film
- Mød Søren Ulrik Thomsen
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst