Katastrofen i Faxe Ladeplads

Onsdag 2. november 2022 kl. 11:38

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Kæntrede skibe gået på grund ved Faxe Ladeplads havn. Forrest til højre er det den norske jagt, Resolution, efter stormfloden 13. november 1872

Der var engang: Kaos i Faxe Ladeplads. Brand på havnen! Forliste skibe skyllet på land, og tømmer, tønder og indbo, der bare flød rundt, hvor bølgerne bragte det. Der herskede totalt kaotiske tilstande i Faxe Ladeplads for 150 år siden, da en voldsom storm vendte op og ned på vand og land.

Hårdt vejr i de første novemberdage i 1872 eskalerede den 13. november til stormflod, da vestlige vinde sprang om i nordøst og tog til i styrke. I og omkring Faxe Ladeplads forliste mere end 20 skibe den dag.

Ødelæggelserne var enorme. Vandet steg til ca. 3,70 m. over daglige vande, og den nyanlagte havn og havneplads ydede ingen beskyttelse for skibene, der bogstaveligt talt brasede ind i byens huse.

Det ene fartøj efter det andet rev sig løs, drev for deres ankre og ind over molerne.

Huset Bølgesang, der stadig ligger på Strandvejen, blev på ejendommelig vis reddet af en tremastet skonnert, som stormen førte tværs gennem husgavlen, da både vej og stensætning var skyllet væk.

Det fortælles, at en matros kravlede ud på bovsprydet, der stak ind i huset, og så bandt han en trosse fast i husets hanebånd. Som et held i uheld blev skibet på den måde tøjret, og huset kom til at ligge i læ af skibet og blev reddet fra stormens hærgen.

Fyrtårn splintret
Fyrtårnet var splintret i stormen, og for de uheldige, der befandt sig på skibene i havnen eller til søs, var navigation nærmest umulig. På skibene kæmpede mandskab for at redde, hvad reddes kunne. De søgte til jollerne for at redde sig i land. Det lykkedes ikke for alle.

Fra jagten Resolution druknede matros Niels Mikkel i Faxe Ladeplads havn. Sammen med sin skipper var han kommet i jollen, men de kunne ikke få fangelinen løs. Den store jagt drev pludselig ind over jollen og knuste dens forende, samtidig med at jollen kom fri. Niels Mikkel når lige at få fat i fangelinen og så hænger han på siden af skibet. Hjælpeløs. Til sidst må han give slip og går til bunds i det oprørte hav.

Skipperen bliver to gange slynget ud af den havarerede jolle, men det lykkes ham at komme ombord igen og ind på grund. Han klamrer sig til et piletræ ved stranden og får til sidst kæmpet sig frem til et hus, hvor han kommer i ly og får hjælp.

Brand på havnen
Midt i kaos af vand, storm og bølgegang brød magasinet til kalkovnen på havnen i brand. Allerede om morgenen var vandet steget så meget, at det stod op til foden af kalkovnen. Da vandet trængte ind i magasinet blev den kalk, der blev opbevaret der, antændt.

Selve kalkovnen holdt nogenlunde stand, men stormfloden gik hårdt ud over det nærliggende kulhus. Det fortælles, at en af jollerne drev ned mod kalkovnens kulhus i fuld fart. Der var tre mand ombord, og det så ud som om jollen ville blive knust mod kulhuset, men til alt held stod porten til kulhuset åben, og en kraftig sø kastede både jolle og mandskab gennem kulhuset, og ud på forbindelsesbroen til kalkovnen, hvor de blev reddet. En halv time senere styrtede kulhuset sammen.

Længere inde på land stod vandet op i husene og beboerne måtte søge tilflugt på tage og lofter. Det fortælles om en mand, der var kendt for at have en so gående i sit udhus, at han trak soen med sig højere og højere op i huset, efterhånden som vandet steg. Da vandet nåede til taget, så man manden sidde på tagryggen sammen med soen. De blev efter sigende begge reddet senere, da vandet var faldet.

I dagene efter stormfloden blev skaderne gjort op. I en rapport til Vemmetofte Kloster, der ejede en del af havnen, kan man blandt andet læse, at havn og havneplads var raseret. Fyrtårnet er væk. En brolagt vej langs molen er revet op. Fortøjningsbøjerne er helt væk og fortøjningspæle er beskadiget. Dele af indsejlingen er stoppet til og et forlist fartøj lastet med kalksten ligger i vejen for indsejling.

Byen var et virvar af vragdele og mennesker, der søgte efter ejendele eller prøvede at redde noget af lasten fra skibene. Alt blev sat ind på at få ryddet op på havneområdet, og efter en kæmpe indsats blev udskibningen af kalk genoptaget allerede den 18. november.

I Faxe Ladeplads slikkede man sårene og kom sig efter kaos.

Af Marianne Rimmen Raasted, Faxe Kommunes Arkiver

https://arkiv.faxekommune.dk, søg i samlingerne på https://arkiv.dk eller følg os på facebook https://www.facebook.com/faxekommunesarkiver

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Nissemor holder øje med byen - og grånisser er søgt mod Sibirien
- Ni læsninger og gospel
- Kriminelle julegaver med dedikation...
- Julemarked i Leestrup
- Ærmerne er smøget op
- Et helt specielt møde: sang, musik, børn og demente
- Ærgerlig, men alligevel taknemmelig
- Nyt koncept: Nybolig Køberrådgivning
- Midtsjællands Kammerorkester spiller i Roholte
- Hvem har stjålet nissekraften?
- Først fortæller bhutanesisk flygtning og så er der film
- Mød Søren Ulrik Thomsen
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst