Enighed om budgettet

Tirsdag 27. september 2022 kl. 09:58

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Enighed om budgettet
Et enigt byråd er blevet enige om budgettet. PR foto

Alle partier og byrådets løsgænger blev sent mandag den 26. september enige om budgettet.

Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Lokallisten, Nye Borgerlige, Enhedslisten, Liberal Alliance og løsgænger Randi O. Johansson er alle blevet enige om næste års budget for Faxe Kommune.

Dermed står et samlet byråd bag en af måske sværeste budgetaftaler i mange år, fordi Danmark og Europa er presset af stigende inflation og galopperende el- og energipriser, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Jeg er glad for, at alle er med. Vi står et historisk sted som land og som kommune. Set gennem økonomiske briller, ser fremtiden svær og udfordrende ud. Det har vi taget hånd om sammen. Det har krævet benhårde prioriteringer og tillidsfuldt samarbejde, udtaler borgmester Ole Vive.

- Vi sikrer driften, så der er taget så godt højde for inflation og stigende energipriser, som det er muligt. Vi har givet hinanden håndslag på, at vi helt grundlæggende skal se på den måde, Faxe Kommune er organiseret på. Det er måske lidt teknisk, men vi skal for eksempel se på, om der er potentiale i at lægge centre sammen, og måske endda sætte dele af den kommunale drift i konkurrence. Man kan sige, at vi ryster posen, og vi går i gang med arbejdet, så snart budgettet er formelt vedtaget, tilføjer Ole Vive.

Udgifts- og serviceniveau

Arbejdet omfatter også en grundig analyse af Faxe Kommunes udgifts- og serviceniveau.

Aftaleparterne er enige om, at følgende områder skal have prioriteres særligt i den ovennævnte proces:

Kørselskontor med mulighed for digital kørselsoptimering.
Potentiale ved yderligere sammenlægning af centre med særlig fokus på de centerområder, som ikke har været berørt i de seneste år.
Øgede muligheder for både hjemtagelse af opgaver samt øget konkurrence af den kommunal drift.
At administrationen igangsætter en proces frem mod budget 2024 - 2027, hvor der bliver fokus på hvilke større strukturelle ændringer, der kan foretages i kommunens drift og organisering.

På anlægssiden har aftaleparterne valgt at prioritere 37 millioner kroner om året til kommunens anlæg plus gennemsnitligt 33 millioner kroner årligt til kombineret infrastrukturpulje-/store anlæg, svarende til 100 millioner kroner frem til 2026.

Prioriteringen af ressourcerne i infrastrukturpuljen/store anlæg foretages i forbindelse med budgetprocessen for 2024-2027, denne prioritering skal ske med udgangspunkt i de allerede vedtagne anlæg i det nuværende budget samt en vurdering af eventuelle nye ønsker og behov.

Kommentarer

- I Venstre gik vi til forhandlingerne med et mål om at holde hånden under kernevelfærden. Det synes jeg på langt de fleste områder, at vi har levet op. Det kan blandt andet ses ved, at vi ikke har yderligere lukkeuger i dagtilbud og SFO'er, og der vil heller ikke komme kortere åbningstider i SFO'erne. Vi har prioriteret 3,6 millioner i en pulje som skal tilgodese vores ansatte på ældreområdet. Jeg er også glad for, at vi har fået voksenelevløn til elever over 25 år inden for sosu-området. Og så holder vi skatten i ro og forøger ikke taksten på SFO, det er godt i en tid, hvor vi ser ind i høj inflation og stigende energipriser, udtaler Dorthe Adelsbech (V).

- I en svær tid har vi holdt hånden under velfærd, børn og unge og de særligt udsatte. Vi sætter pris på, at der er midler til at imødekomme efterslæb på løn på social- og sundhedsområdet, voksenelevløn, og at vi er enige om at prioritere arbejdet med at rekruttere og fastholde medarbejdere. Dertil er der fortsat midler til demensindsats, og vi har undgået at spare på samarbejde mellem skoler og musikskolen, ligesom vi ikke sparer på forebyggende hjemmebesøg hos ældre. På børneområdet har vi undgået reduktion på åbningstid, yderligere lukkedage, ligesom vi fortsat har tilskud til efterskoleophold. På anlæg ser vi med stor tilfredshed på, at vi nu har en pulje til renovering af legepladser, fortsat sparer op til ny svømmehal i Haslev, og at der er midler til nordvendte ramper ved Ulse. Endelig er vi glade for, at vi langt om længe får en afstemning om omfartsvejen øst om Haslev, som vi selvfølgelig stadig er imod, udtaler Camilla Meyer (A).

- Dansk Folkeparti er tilfredse med, at det er lykkedes at indgå et fornuftigt budget i en tid, hvor globale problemer også giver udfordringer på kommunalt niveau. Budgettet sikrer stabilitet på driftsområdet, mens der på anlægssiden med en infrastrukturpulje sikres midler til større projekter, herunder omfartsvejen øst om Haslev, i perioden 2024-2027. Vi glæder os over, at der med en række tiltag nu bliver mulighed for, bl.a. gennem ajourføring af BBR registreringen, at afslutte gennemgangen af ejendomme i det åbne land, til sikring af en korrekt håndtering af spildevandspåbud. Derudover ser vi med tilfredshed på den begyndende kapitalisering af de tidligere indsatser til reduktion af sygefravær, udtaler Eli Jacobi Nielsen (O).

- Det er vigtigt for os i SF, at vi ikke går på kompromis på børneområdet og de udsatte. Det er stadig vigtigt at sige, at omfartsvejen skal til afstemning i byrådssalen - som hele tiden har været planlagt. Det er værd at bemærke, at både en cykelsti-strategi er kommet med, og at økologi er taget med i de kommunale spiseordninger, udtaler Michelle Frese (F).

- Det Konservative Folkeparti gik til valg på det brede samarbejde og er derfor glade for, at der er indgået et bredt budgetforlig. Det har været særligt vigtigt for os at komme uden om de store besparelsesforslag på dagpasnings- og skoleområdet. Det har også været vigtigt for os allerede nu at få igangsat arbejdet med at se frem imod de kommende års budgetter og få skabt en større kontinuitet i udviklingen af vores kommune, udtaler Michael Christensen (C).

- Servicerammen og dermed det økonomiske handlerum er fuldt udnyttet. De værste besparelsesforslag, som ville ramme de mest udsatte i vores samfund, er fjernet. Lokallisten har fået renovering af Lille Torv i Faxe med i anlægsbudgettet for 2023 samt undersøgelse af en udbygning af Haslev biograf med en sal 2 - for at tænke på kulturen, udtaler René Tuekær (L).

- Det har været mulighedernes kunst at lande en fælles aftale. Det er rigtig positivt, at alle parter i byrådet har været med til at lave aftalen. Jeg er glad for, at børnefamilierne bliver friholdt i forbindelse med reduktionerne. Der vil fortsat være samme muligheder for at benytte skoletandplejen, og at der kommer ikke takstforhøjelser eller reduktioner i pasningstiden. Vi rører heller ikke ved værestedet i Frederiksgade, det er jeg også glad for. Jeg er dog ked af, at vi ikke blev enige om at kunne støtte op om erhvervsfremmede projekter. Jeg må acceptere, at vi i stedet har et §17 stk. 4 udvalg som forum for erhvervsudvikling, udtaler Pia Backquist (D).

- De store besparelser på børneområdet er fjernet, og vi har fastholdt opprioriteringer på social- og sundhedsområdet til rekruttering - blandt andet en øget brug af voksenelevløn. Samtidig er det lykkes Enhedslisten, at vi i 2023 får omlagt alle kommunens spiseordninger til det økologiske spisemærke af sølv. Vi har derudover aftalt at se på strategien for vores cykelstier i det åbne land, så vi kan lægge en ambitiøs plan for udbygningen, udtaler Thomas Spange Olsen (Ø).

- Liberal Alliance glæder sig over, at det er blevet et bredt budgetforlig hvor alle kan se sig selv i det. Der skal ikke herske tvivl om, at årets budget afspejler en svær økonomisk situation. Men til trods for dette, har vi i videst muligt omfang formået at holde 0-18 års området fri af større besparelser. Der er endvidere fundet plads til særskilte investeringer så som at fremme digitalisering af dagtilbud, vedligeholdelse af legepladser samt en helt ny legeplads til dagplejens gæstehus, udtaler Mikkel Dam (I).

- Jeg er glad for, at vi alle er med i budgettet, og at alle har udvist stor vilje til at få indgået nogle svære kompromisser. Især på børne-, skole- og socialområdet, som betyder meget for mig, har vi fundet løsninger, som alle kan se sig selv i, udtaler Randi O. Johansson (løsgænger).

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Nissemor holder øje med byen - og grånisser er søgt mod Sibirien
- Ni læsninger og gospel
- Kriminelle julegaver med dedikation...
- Julemarked i Leestrup
- Ærmerne er smøget op
- Et helt specielt møde: sang, musik, børn og demente
- Ærgerlig, men alligevel taknemmelig
- Nyt koncept: Nybolig Køberrådgivning
- Midtsjællands Kammerorkester spiller i Roholte
- Hvem har stjålet nissekraften?
- Først fortæller bhutanesisk flygtning og så er der film
- Mød Søren Ulrik Thomsen
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst