Fatal NATO-øvelse ved Vemmetofte og Faxe Ladeplads

Onsdag 5. oktober 2022 kl. 11:44

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Mindestenen for den nedstyrtede pilot er placeret under et træ nær Musestenen på Vemmetofte Strand. Foto: Faxe Kommunes Arkiver

Der var engang: Den 22. september 1957 er en omfattende NATO-øvelse godt i gang på Sjælland. Fire jetjagere skal simulere et angreb på Faxe Ladeplads.


De flyver på række, men under en manøvre taber bagerste mand et øjeblik det foranliggende fly af syne. Han kan stadig se det forreste fly, så han holder kursen. Pludselig mærker han et kraftigt stød. Hans tank har ramt det fly, han ikke kunne se!

Det ramte fly bryder i brand, vingespidserne falder af og flyet styrter med et voldsomt brag direkte ned i havet, for øjnene af hundredvis af forfærdede tilskuere, der var taget ud for at bruge søndagen på at overvære øvelsen fra traktørstedet ved Vemmetofte. Det varer kun brøkdele af sekunder, før flyet synker til bunds og kun et par oliepletter på vandoverfladen vidner om ulykken.

Det står klart for alle, at piloten ikke har haft nogen mulighed for at redde sig ud.

Det bagerste fly fortsætter ind over Sjælland, men er ikke længere styrbart, melder piloten til kontrollen, inden han udløser katapultsædet og redder sig ud, kort før flyet styrter ned på en mark ved Tybjerg; så voldsomt, at vragdelene spredes over et areal på en kvadratkilometer.

Piloten i det bagerste fly, er sluppet uskadt. Til trods for chokket er han i stand til at fortælle om den dramatiske oplevelse til Folketidendes reporter, mens han venter på at blive afhentet.

- Det var under et drej ud over Vemmetofte strand, det skete, fortæller han.

- Af en eller anden årsag var jeg og min kammerat i den anden maskine kommet for tæt på hinanden, hvorved vore vingespidser stødte sammen. Jeg så, at tiptanken og balanceklappen på min venstre vingespids faldt af, men det lykkedes mig at få hold på maskinen, hvorimod jeg blev vidne til, hvordan min kammerat styrtede ned og ramte vandet.

Flere døde
Går man i dag en tur i Vemmetofte Strandskov, ud til Musestenen, og har man øjnene med sig, så kan det være, man får øje på en lille, kulørt sten. Det er en mindesten for den nedstyrtede pilot, malet og placeret af hans familie.

På stenen står der: Flyverløjtnant Tom Hjortshøj Jessen. * 06 08 1934 † 22 09 1957. Flyulykke under NATO-øvelse. Styrtet ned ved Vemmetofte Strand ud for Musestenen. Ære være hans minde. Familien.

Han var fra Østjylland, og altså kun lige fyldt 23 år, da han døde.
Desværre var flystyrtet ved Vemmetofte langt fra det eneste uheld, der ramte øvelsen, der generelt lader til at have været ret kaotisk. I alt var der fem dødsfald i løbet af de få dage, øvelsen varede. Et nyt flystyrt, denne gang ved Arnøje på Stevns, krævede en engelsk pilots liv, og en dansk reservelæge blev dræbt i en trafikulykke på hovedvejen ved Ulse, hvor hans jeep blev torpederet af en kampvogn.

En dansk menig døde af kulilteforgiftning i en køkkenvogn, og en soldat fra Jyske Dragonregiment døde af kraniebrud efter at være blevet ramt af en engelsk røggranat.

Foruden dødsulykkerne var der et utal af større og mindre uheld. En længe på Juellund brændte ned, fordi en gruppe engelske soldater ville lave te, og to amerikanske faldskærmssoldater blev filtret sammen under udspring, og derudover var der adskillige trafikulykker, hvor militærkøretøjer kørte i grøften, kørte ind i vejtræer eller væltede.

Trods de fatale uheld, udtalte NATO-ledelsen, at øvelsen havde været vellykket. Og de dræbte soldater ”døde for deres land lige så sandt, som hvis de var faldne i kamp”.

Det blev ikke sidste gang, at Faxe-egnen kom til at huse militære øvelser, for med en beliggenhed ud mod Østersøen, hvorfra man kan forvente angreb i en eventuel konflikt med Østblokken, så er det ofte her, forsvaret bliver trænet.

Af Else Gade Gyldenkærne, Faxe Kommunes Arkiver

https://arkiv.faxekommune.dk, søg i samlingerne på https://arkiv.dk eller følg os på facebook https://www.facebook.com/faxekommunesarkiver

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Julemarked i Leestrup
- Ærmerne er smøget op
- Et helt specielt møde: sang, musik, børn og demente
- Ærgerlig, men alligevel taknemmelig
- Nyt koncept: Nybolig Køberrådgivning
- Midtsjællands Kammerorkester spiller i Roholte
- Hvem har stjålet nissekraften?
- Først fortæller bhutanesisk flygtning og så er der film
- Mød Søren Ulrik Thomsen
- Lokalt band i semifinalen i stor international konkurrence
- Sprækker og andre ordløse fortællinger...
- Mistede livet i eneulykke
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst