Prins Carls Skole er reddet

Onsdag 5. oktober 2022 kl. 11:22

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Margiot Riis og Claus Thykjær (th) har købt Prins Carls Skole. Til venstre Finn Thorshøj, der i mange år stod for skolemuseet. Foto: Torkild Svane Kraft

Danmarks ældst bevarede skole, Prins Carls Skole i Store Torøje, blev solgt til sommerhus i 2018, men nu har Margot Riis og Claus Thykjær købt skolen. De vil genskabe den som skolemuseum.

I 1719 lod Prins Carl, der var søn af Christian den 5., og bosiddende på Vemmetofte, en skole opføre i Store Torøje. Og den står der endnu, stort set som den så ud ved opførelsen. Den fungerede som skole indtil 1830 hvorefter den blev til bolig under Vemmetofte.

Prins Carls Skole blev renoveret af Vemmetofte Kloster i 1916, overdraget til Nationalmuseet og indrettet som skolemuseum, med Skov- og Naturstyrelsen som den styrelse der tog sig af bygningen, men det blev besluttet at sælge skolen, og da hverken Østsjællands Museum eller Faxe Kommune var interesseret, blev den købt af en privatperson i 2018. Han ville bruge skolen som sommerhus.

Den nye ejer fik lagt nyt stråtag på skolen og renoveret loftet samt nogle andre småting. Altsammen med respekt for det gamle hus, men alligevel valgte han at sætte skolen til salg - og det så Margot Riis og foreslog straks Claus Thykjær, at de skulle købe den i fællesskab. Og så stod de som ejere af Danmarks ældst bevarede skole.

Margot Riis, der bor i København K, er cand.phil. i pædagogik og Claus Thykjær er tidligere mangeårig leder af Ole Rømer Museet. Han bor i Helsingørs ældste hus, ejer Nysteds ældste hus og en ødegård i Småland.

- Det var ikke til at holde ud, at den gamle skole skulle ende som sommerhus, og så var der jo ikke andet at gøre end at købe den, siger Claus Thykjær. Prisen var 275.000 kr. men der skal lægges en del penge, og kræfter, i skolen inden den kan genopstå som skolemuseum.

For det er netop Margot og Claus mening, at der igen skal være skolemuseum i bygningen, og nu tager de, venner og familie, og blandt andet Finn Thorshøj, der bor i Store Torøje og tidligere var en af folkene bag skolemuseet, fat i renoveringsarbejdet.

- Selv om skolen er gammel så er den faktisk i en god stand. Ham vi købte den af, har passet på skolen, og de renoveringsopgaver han allerede har udført, er sket i respekt for huset. Han har blandt andet fået lavet søm, som man lavede dem i 1700-tallet. De kostede en formue, hvilket viser hans gode intentioner, fortæller Margot Riis.

Om alt går som det skal, regner Margot og Claus med at Prins Carls Skole kan stå klar til sommer - som den så ud da den blev etableret i 1719.

- Meningen er at børn og voksne skal kunne føle, opleve og mærke historiens vingesus. Mærke hvordan det var at gå i skole dengang, og ikke kun læse om det i en bog, eller få det fortalt. Historien skal føles og mærkes, siger Margot Riis.

Claus og Margot har allerede samlet mange ting til skolen, men de mangler noget vigtigt - en bilæggerovn. Så har du sådan en, så hører Margot og Claus gerne fra dig. Du kan ringe til Claus på telefon 3171 5579.

Hvis du vil læse mere om Prins Carls Skole så har Finn Thorshøj en meget informativ hjemmeside herom - www.thorshoj.dk

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Julemarked i Leestrup
- Ærmerne er smøget op
- Et helt specielt møde: sang, musik, børn og demente
- Ærgerlig, men alligevel taknemmelig
- Nyt koncept: Nybolig Køberrådgivning
- Midtsjællands Kammerorkester spiller i Roholte
- Hvem har stjålet nissekraften?
- Først fortæller bhutanesisk flygtning og så er der film
- Mød Søren Ulrik Thomsen
- Lokalt band i semifinalen i stor international konkurrence
- Sprækker og andre ordløse fortællinger...
- Mistede livet i eneulykke
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst