Ny uddannelse er kommet godt fra start
Fredag 23. september 2022 kl. 11:43
![]() ![]() ![]() |

Michaele Melecherova er udnævnt til patient, mens Louise, Nana og Sascha øver i at flytte “patienten” fra seng til kørestol. Det gik godt - de tabte ikke patienten... Foto: Torkild Svane Kraft |
![]() | |
|
Det er grundforløbet til Social- og sundhedsuddannelserne det handler om, og der er tale om et samarbejde mellem ZBC, VUC og Faxe Kommune. De 15 elever der er startet på uddannelsen, der foregår på VUC i Faxe, har alle en praktikaftale med Faxe Kommune, hvilket betyder at de får løn under uddannelsen.
At der kan udbetales løn under uddannelsen er et stort plus, fortæller borgmester Ole Vive. Det betyder nemlig, at man kan tiltrække folk der ellers ikke ville have haft råd til at tage uddannelsen - og når kommunerne samtidig mangler varme hænder, og problemet kun vil vokse de kommende år, er der tale om en win/win-situation.
Forskellig baggrund
Eleverne der er startet på grundforløbet bor alle i Faxe Kommune. Aldersspredningen er stor, og deres baggrund er meget forskellig, men fælles for alle er, at de brænder for at komme i gang med uddannelsen til Social- og sundhedshjælper eller Social- og sundhedsassistent - for efter grundforløbet, der strækker sig til januar måned, skal de vælge om de vil gå videre med SSH eller SSA.
En af eleverne er 33-årige Louise Pedersen fra Faxe. Hun har arbejdet som ufaglært i et privat hjemmeplejefirma, og blev så glad for det, at hun straks slog til, da hun så uddannelsen startede i Faxe. Hun vil være Social- og sundhedsassistent og har allerede en elevkontrakt med Faxe Kommune.
Sascha Hansen, der er 20 år gammel, bor i Haslev. Mens hun gik på HF i Haslev arbejdede hun på plejehjemmet i Faxe, og efter HF arbejdede hun som ufaglært i Køge Kommune. Det var hun så glad for, at hun ikke var i tvivl om at hun vil være Social- og sundhedsassistent - og også hun har allerede en elevplads i Faxe Kommune.
38-årige Michaele Melecherova, der stammer fra Slovenien, vil være Social- og sundhedshjælper og har en elevplads i Faxe Kommune. Hun kom ind på uddannelsen på en lidt anden måde, nemlig gennem et 13 ugers kursusforløb på VUC i Faxe kaldet “Klar til SOSU”.
Nana Nielsen er tilflyttet til kommunen. Hun bor i Kongsted og inden flytningen hertil arbejdede hun som ufaglært hjælper i Skælskør, og da hun så tilbuddet om den nye uddannelse i Faxe, skyndte hun sig at tilmelde sig - og også hun har allerede en elevplads i kommunen.
Og netop det at have en elevplads klar allerede under uddannelsen, og dermed også løn under uddannelsen, selv om den ikke er så høj, har haft stor betydning for de fire kvinder avisen talte med. Fik de ikke lønnen, skulle de have SU, og så havde de ikke haft råd til at uddanne sig.
Glenny Hansen, der er uddannelsesdirektør for SOSU på ZBC fortæller at Danmark i 2030 kommer til at mangle 50.000 Social- og sundhedsmedarbejdere, hvis ikke der gøres noget ekstraordinært - og det er netop det man nu gør i Faxe Kommune.
Målet for ZBC er at der kan starte et nyt hold i Faxe fire gange om året - og gerne hold med flere end de 15 der nu er i gang med grundforløbet.
Den nye SOSU-uddannelse holder til på 2. sal i VUC-bygningen i Faxe. Her er der undervisningslokale og et lokale indrettet med hospitalsseng og de hjælpemidler der bruges i private hjem, på plejehjem og sygehuse. Dertil kommer et lokale som vil blive indrettet som et privat hjem, så eleverne også kan prøve at arbejde under de forhold der bydes på i et almindeligt hjem.
Af Torkild Svane Kraft
© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |
Flere nyheder i denne sektion:
- Politiet kiggede efter knallerter i Rønnede
- Diplom- og boksestævne
- Krydsfeltet er klar til at hjælpe hvis livet driller
- Familieaften får en ny chance
- Nick Horup fortæller om Peter og Morten
- Promenadekoncert på kanten af kalken
- Metaltyv anholdt
- Hej mand - er du klar til seniorlivet?
- Kunstnere åbner døren
- Danmarksrekord da Clara blev konfirmeret
- Sølv til Oliver ved internationalt stævne
- Pinse, picnic og Terslev