DM i hundesport afholdes i Haslev i weekenden

Onsdag 21. september 2022 kl. 11:46

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

DM i hundesport afholdes i Haslev i weekenden
På lørdag og søndag afholder DcH Danmarksmesterskab i og omkring Haslev. Foto: Outi Lindemann/DcH Haslev

Danmarks civile Hundeførerforening (DcH) afholder Danmarksmesterskaber i hundesport, på lørdag og søndag den 24. og 25. september - og denne gang foregår det i Haslev.

Der forventes ca. 350 af de dygtigste hunde og hundeførere til byen, hvor de i to dage konkurrerer om de flotteste pokaler og ikke mindst hæderen i de forskellige hundesportsgrene, som man kan træne i DcH: agility, lydighed, rally lydighed, samt brugsprøven IGP3 og sporprøven IGP-FH.

DM-weekenden, som DcH Haslev er hovedarrangør for, bliver en stor fest. Weekenden skydes i gang med indmarch gennem byen fra Kirkepladsen til Torvet langs Jernbanegade, og langs Torvegade til konkurrencepladsen ved Sofiendalskolen om lørdagen kl. 10. Kl. 10.30 bliver DM 2022 åbnet af DcH´s formand Annette Lunau, Faxe Kommunes borgmester Ole Vive, og formand for DcH Haslev Joy Clifford Hansen.

Selve konkurrencerne begynder med agility og rally kl. 11.30, og lydighed, IGP3 og IGP-FH begynder kl. 12. Lørdagens konkurrencer forventes afviklet kl. 17, hvorefter det er tid til at slappe af, hvile sig og blive klar til den anden konkurrencedag. Om søndagen foregår konkurrencerne i tidsrummet 9.30 til 13.30.

Kom og se
Alle er velkommen til at kigge forbi Sofiendalskolen, og opleve det flotte hundearbejde. Der er gang i den med musik, farver og lynhurtige hunde på agilitybanerne, hvor fejl og tid har betydning. Rally lydighed handler også om at gennemføre en bane med vildt forskellige opgaver hurtigst muligt, og helst fejlfrit. Ved lydighedsprogrammet skal man lægge mærke til præcision, hundens reaktion på de forskellige kommandoer, og hundens arbejdsiver.

Spor- og brugsprøver tester hundens arbejdsevner, og før hunden må stille op til selve konkurrence, skal den bestå en væsenstest.
Uanset hvilken sportsgren man stiller op i, handler det i allerhøjeste grad om samarbejdet hunden og hundeføreren imellem, og om at have det sjovt med sin hund.

Der skal heppes for DcH Haslevs egne deltagere, som er blevet udtaget til DM på baggrund af flotte resultater og præstationer gennem året. I rally er det Heidie Sommer med blandingshunden Kiki. På lydighedsbanerne kan der i begynderklassen C holdes øje med Torben Jensen og labradoren Milo, samt Rie Kastberg Sørensen med Jojo - Rie stiller op for DcH Faxe, men har også tilknytning til DcH Haslev.

Desuden har Bent Nielsen og Balder kvalificeret sig til DM i A-klassen, som er en klasse for erfarne hunde og hundeførere. I B-klassen, som sværhedsmæssigt ligger mellem begynderklassen C og A-klassen, kommer der Haslev-farver på banen med Ramona Christiansen og BoBo. Ramona og Bobo stiller op for DcH Maribo, men træner også på DcH Haslevs konkurrencehold.

Der vil ikke være mulighed for at parkere på p-pladserne ved skolen, da alt er reserveret til deltagere, dommere og de rigtig mange hjælpere, som er involveret i DcH DM. Gæsterne henvises derfor til at holde langs Stadionvej, hvis bilen ikke kan blive hjemme.

Udover Sofiendalskolen, er der også reserveret skov- og markarealer i og omkring Haslev for spor og mange arbejdsøvelser, f.eks. eftersøgning. Arealerne vil være afmærket med skilte, markeringspinde og flag op til en uge før selve konkurrenceweekenden.

DcH Haslev beder alle om at respektere markeringerne, lade dem blive hvor de er, og holde sig på afstand i konkurrenceweekenden, for ikke at forstyrre hundenes præstationer. Der gøres opmærksom på, at hundene i nogle af øvelserne arbejder frit. Selvom de er under fuld kontrol og i gang med en opgave, kan det være en overvældende oplevelse at støde ind i en løs hund i fuld galop i skoven.

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Porsche-Kim fejret med manér
- Mindeudstilling for Charlotte Clante
- Inspirationsmøde om digital markedsføring
- Et liv udenfor hamsterhjulet
- Lei Moe spiller i caféen
- 90-årig udstiller
- Kommunen vil spare på energien
- Samtalen vi aldrig får taget - men burde tage...
- Afholdt lærer er gået på pension
- To aftener i B&W Café
- Årets sidste torvedag
- Pierre Dørge i Loen
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst