Har fået et liv i balance - vil du også have det?

Mandag 5. september 2022 kl. 11:32

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Har fået et liv i balance - vil du også have det?
Liv i Balance har til fulde, og mere endda, levet op til deltagernes forhåbninger. Fra venstre: Anette Jensen, Inge Nyenstad, Karina Gellert, Torben Jørgensen og yderst til højre Eyvind Skipper. Bagved Bjarne Riemer. Et nyt hold starter den 19. september. Foto: Torkild Svane Kraft

Motion og livsstilsændringer er vejen til at bedre liv. Det ved vi godt inderst inde, men ét er at vide det, noget andet at gøre noget ved det. Det sidste, altså at gøre noget ved det, er lykkedes for en gruppe modne mennesker, takket være et tilbud fra Faxe Kommunes sundhedsafdeling.

“Liv i Balance” kaldes kommunens tilbud, der specielt henvender sig til mennesker der vejer for meget og/eller har diabetes. Det tilbud har eksisteret nogle år. Et hold på 11 deltagere startede i maj måned på et 12 ugers forløb - og de mødes fortsat, selv om holdet officielt er stoppet for længst.

Avisen mødte deltagerne på en dejlig sensommerdag, på træningspladsen ved Dyssevej i Rønnede. Her har de mødtes to gange om ugen siden maj måned, bortset fra de gange hvor vejret har været for dårligt, eller når der har været undervisning, for så har de mødtes på Dalgården på Thujavej i Rønnede.

- Det var min læge der sagde til at mig at jeg blev nødt til at gøre noget. Mit BMI var alt for højt - jeg vejede for meget, fortæller 73 årige Inge Nyenstad fra Faxe. Og så meldte hun sig til Liv i Balance, og det har hun bestemt ikke fortrudt. Vægten er dog ikke gået så meget ned, men det skyldes at hun har fået flere muskler. Nu kan jeg være i tøj som jeg ikke har kunnet være i i mange år, siger hun.

Inge fortæller også at hun har været meget glad for Trine Wagner Jacobsen under forløbet, og rosen til hende lyder straks hele vejen rundt. Trine er fysioterapeut og har været tilknyttet holdet i de 12 uger, det officielt kørte.

- Trine har været fantastisk til at tilrettelægge træningen, så den passede til hver enkelt af os, og nemt har det nok ikke været, da vi jo skulle trænes op fra bunden, siger Inge Nyestad.

Hvad er spidskål?
Bjarne Riemer fra Faxe er en af de yngste på holdet. Han er kun 58 år, og meldte sig fordi han vejede for meget og havde KOL. Han syntes ikke han fik hjælp nogen steder, så hvorfor ikke prøve det her, tænkte han. Specielt har han været glad for at lære noget om sund kost.

- Jeg har lagt min kost fuldstændig om, fortæller Bjarne, og det har betydet at han har tabt 10 kilo og at hans livvidde er blevet 11 centimeter kortere - og så har kostomlægningen og motionen også betydet, at han har kunnet droppe sin KOL-medicin.

- Ja, da vi startede anede du ikke hvad et spidskål var, sagde en af de andre med et stort grin. Men det ved jeg nu, siger Bjarne med et lige så stort smil.

Også Eyvind Skipper fra Rønnede meldte sig for at tabe sig og komme i bedre form, og også for ham lykkedes det. Han har tabt sig, og generelt fået det meget bedre.

En enkelt deltager har ikke haft behov for at tabe sig, eller for den sags skyld motionere mere. Det er Torben Jørgensen fra Faxe. Han er 69 år og har altid været særdeles aktiv med cykling, tennis og badminton. Han meldte sig da han har fået diabetes, og gerne ville lære mere om hvordan han passer bedst muligt på sin krop.

Godt sammenhold
Alle har været meget glade for kursusforløbet, og har fået det betydeligt bedre. Ikke kun fysisk, men så afgjort også psykisk.
- Vi har det simpelthen så godt sammen. Det sociale betyder utroligt meget, siger Inge - mens alle andre nikker.

Var disse ord ikke sande, så havde de nok heller ikke fortsat med at mødes to gange om ugen, efter at det officielle forløb sluttede. “Dem fra kommunen” er ikke længere med på holdet. Nu kører det på helt privat basis, men stadig med motion og sund kost i højsædet - og det gode samvær.

Skal du med?
Karina Gellert, der er sundhedsmedarbejder i Faxe Kommune, fortæller at et nyt hold starter den 19. september, og at der er ledige pladser. Holdet mødes mandage og torsdage kl. 14 på Dalgården i Rønnede.

Vil du tilmelde dig, eller vide mere, kan du kontakte Karina Gellert på tlf. 5620 3548 eller sundhedsafdelingen på 5620 4965.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Porsche-Kim fejret med manér
- Mindeudstilling for Charlotte Clante
- Inspirationsmøde om digital markedsføring
- Et liv udenfor hamsterhjulet
- Lei Moe spiller i caféen
- 90-årig udstiller
- Kommunen vil spare på energien
- Samtalen vi aldrig får taget - men burde tage...
- Afholdt lærer er gået på pension
- To aftener i B&W Café
- Årets sidste torvedag
- Pierre Dørge i Loen
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst