Det bliver årets fest
Onsdag 3. august 2022 kl. 07:45
![]() ![]() ![]() |
Charlotte Hemmingsen og Poul Bodeholt glæder sig til Crazy Night i Faxe. Foto: Peer Rasmussen |
Der er igen i år lagt op til liv og glade dage, når der er Crazy Night i Faxe.
Faxe: Crazy Night i Faxe er årets absolutte højdepunkt i byen, og sådan bliver det også i år, når byen står på den anden ende fredag den 12. august. Udvalget bag arrangementet har sat alle sejl til for, at det skal blive årets fest på og omkring Vinkældertorvet.
- Vi har brugt et helt år på at stable arrangementet på benene. Vi gør det for at skabe liv i byen og trække mennesker til. Crazy Night er en slags afslutning på sommeren, hvor vi gerne vil have så mange som muligt til at komme til Faxe for at se, hvad vi kan her i byen, fortæller indehaver af Boghuset, Charlotte Hemmingsen, som er med i eventudvalget under Faxe Borger & Erhvervsforening, som arrangerer Crazy Night.
Trylleri, mad og cirkus
Crazy Night begynder for alvor klokken 15 den 12. august. Her bliver byen spærret af, og der bliver gågader i centrum.
Fra klokken 16 vil der være god børneunderholdning med “Trolde og Tormod og fra klokken 17 vil der være cirkus med Cirkus Belladonna. Fra klokken 18 vil den lokale Magiske Kasper underholde med sit trylleshow, og han vil i løbet af aftenen også gå rundt i byen og trylle lidt for gæsterne.
Når sulten skal stilles, vil der på Vinkældertorvet være pandekager, og der vil også være et stort madtelt, hvor Faxe Madhus sørger for lækker mad.
- For at Faxe Madhus har en reel chance for at vide, hvor meget mad, der skal tilberedes, er det sådan, at man skal købe madbilletter til 100 kroner forud for Crazy Night. Man køber madbilletterne hos Café Lunddals og hos Merle & Wilde, og madbilletten kan indløses mellem klokken 18 og 20 i teltet, fortæller Poul Bodeholt, som er formand for eventudvalget.
- Faxe Borger & Erhvervsforening udlover 15 gange tre madbilletter i en lille konkurrence på vores Facebookside. Det kan man læse mere om dér, tilføjer han.
Også på Faxe Vandrerhjem vil der være mulighed for at spise, når der mellem klokken 18 og 20 er grillbuffet.
Boder og gode tilbud
I lighed med tidligere år vil der også være masser af boder rundt om Vinkældertorvet.
- De politiske partier vil være at finde forskellige steder, og Faxe Forsyning vil have en stand, hvor de fortæller om den nye affaldsordning. Som noget nyt vil Scleroseforeningen have en stand. Æblehaven vil have en stand, og det samme vil Sparekassen Sjælland-Fyn. Endelig vil der være masser af motorcykler i byen, og byens forretninger vil have en masse gode tilbud, fortæller Poul Bodeholt.
- Hvis man er interesseret i at have en stand ved Crazy Night, kan det stadig lade sig gøre. Man kan ringe til mig på telefon 23 23 74 40 eller sende mig en e-mail på poul@bodeholt.dk, tilføjer han.
- Vi glæder os til en festlig dag sommerdag og aften i Faxe med mange mennesker og god stemning. Forhåbentligt viser vejret sig fra sin bedste side. Det plejer at være godt vejr til Crazy Night, så det bliver det også i år, tilføjer Charlotte Hemmingsen.
De to altoverskyggende arrangementer på Crazy Night er livemusik og uddeling af Faxe City Prisen.
De to arrangementer skriver vi lidt mere om i Haslev-Faxe Posten den 10. august, men vi kan allerede nu fortælle, at musikken bliver leveret af “Shubberne”.
Af Peer Rasmussen
© Copyright 2023 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |
Flere nyheder i denne sektion:
- Politiet kiggede efter knallerter i Rønnede
- Diplom- og boksestævne
- Krydsfeltet er klar til at hjælpe hvis livet driller
- Familieaften får en ny chance
- Nick Horup fortæller om Peter og Morten
- Promenadekoncert på kanten af kalken
- Metaltyv anholdt
- Hej mand - er du klar til seniorlivet?
- Kunstnere åbner døren
- Danmarksrekord da Clara blev konfirmeret
- Sølv til Oliver ved internationalt stævne
- Pinse, picnic og Terslev