Historien om en ballon

Torsdag 6. januar 2022 kl. 10:10

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Historien om en ballon
Indlæg af: Jørgen Søllner, Tågerupvej 35, 4653 Karise


I et meget mærkeligt land ikke langt herfra, blev det engang fra øverste myndighed besluttet, at nogle særligt udvalgte borgere skulle have en ballon på deres grund.

De skulle selv betale alle udgifter i forbindelse hermed, plus lovpligtige årlige eftersyn, strøm med mere, og det var ikke småpenge.

Mange investerede i de dyre oppustede balloner som de var pålagt og de lovlige instanser vågede nidkært over, om alle nu efterlevede påbuddet. Det var nemlig sådan, at der skulle betales afgift af den luft som ballonen fortrængte med sin tilstedeværelse.

En dag opdagedes det, at en af de udvalgte borgere nok havde en ballon, men at den ikke var oppustet. Hele lovgivningsapparatet blev aktiveret, men borgeren fastholdt, at når hans ballon ikke fortrængte nogen luft, skulle han vel heller ikke betale.

Så kom sagen op i byrådet. Her fastholdt ansatte paragrafryttere, at var der en ballon skulle der også betales afgift, mens andre mere klarsynede lod tvivlen komme borgeren til gode.

Ballonen blev grundigt undersøgt og beviseligt var alt i orden. Ingen kunne forklare, hvorfor den ikke lod sig puste op, så flertallet lod fornuften sejre.

Det faldt de nidkære paragrafryttere for brystet og de sendte nu bud til højeste instans. Denne stillede beredvilligt op, for netop dette var dens særlige kompetence.

Her kom det nemlig ikke an på hverken sund fornuft eller logik, men kun på leg med ord og paragraffer.
Alle ventede spændt på resultatet og en dag kom svaret:

”Det er konstateret, at bemeldte ballon i henhold til lov af o.s.v. o.s.v. er forsynet med en indgang for pneumatisk gennemstrømning. Intentionen med denne opbygning er, at opblæse ballonen således at ballonens indvendige vægge holdes adskilt. Herved øges ydersidens luftfortrængning som følgelig herefter kan afgiftbelægges. Det er rettens overbevisning, at ballonen ville være opblæst dersom de faktiske omstændigheder havde tilladt denne handlings udførelse. Som følge heraf pålægges ejeren afgift af den luft den ville have fortrængt, dersom den kunne opblæses, uagtet de faktiske forhold, at den af uvisse årsager, som retten ikke tager stilling til, ikke kan”.

Nu jublede paragrafrytterene over den ”klare” udmelding trods dens totale mangel på fornuft og logik.

Det var som om, at for dem betød det mere at kunne sige ”Hvad sagde jeg ?” end ”Hvad er rimeligt ?” og de skamroste, og lykønskede hinanden i blade og aviser med sejren over borgerne.

Borgerne derimod undrede sig, men nu var det jo også et meget mærkeligt land.



© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Læserbrev til Haslev Fjernvarme
- Var Østbanen bare valgflæsk?
- Historien om en ballon
- Jeg er forvirret i denne Covid-19 tid
- Opfundet en tidsmaskine?
- KV 21 overstået og hvad så sundhedspersonal
- SF takker spejderne
- Så er valget slut
- Boligløs i Haslev
- Sorte skyer over kommunen
- Boligløs i Haslev
- Glad for tilliden
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst