Sikke et år vi nu lægger bag os

Tirsdag 28. december 2021 kl. 07:45

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Sikke et år vi nu lægger bag os
Borgmester Ole Vive ønsker alle et godt nytår. Foto. Torkild Svane Kraft

Nytårsudtalelse af borgmester Ole Vive

Vi slap ikke af med coronaen, selvom vi kom hurtigt og effektivt i gang med vaccination af vores ældste og mest sårbare borgere i januar måned, og selvom rigtig mange af jer har fulgt opfordringen og taget imod vaccinen. Lad os håbe, at vi kommer godt og sygdomsfrit gennem jul og nytår, ja gennem hele vintersæsonen.

Heldigvis gav 2021 os også glædelige ting at se tilbage på.

For eksempel er jeg glad for og stolt over Kronprinsparrets besøg i Haslev by og Skovtårnet i forbindelse med stationsbyens 150 + 1 års jubilæum. En skøn dag med stor opbakning fra både børn og voksne.

En tradition med royalt besøg, som vi gerne holder i hævd.

Og så var det i 2021, at byrådet lavede en aftale om fremtidens skolestruktur – efter en grundig og omfattende inddragelse af alle aktører rundt om skolen. Den aftale er jeg særligt glad for at huske 2021 for.

Aftalen betyder, at vi fra 2022 investerer i styrket ledelse, og skolerne får samtidig mere bevægelsesfrihed til at sætte lokale aftryk på deres lokale skoler. Det har jeg og byrådet store forventninger til.

Mindst ligeså vigtigt er det, at forældre kan regne med, at deres børn kan få plads i den lokale skole. Det er især betydningsfuldt for alle de forældre med skolesøgende børn, som gerne vil flytte hertil.

Tak for stemmerne

På det personlige plan vil jeg gerne sige tak til de mange, som stemte på mig ved kommunalvalget. Og tak til det politiske flertal i byrådet, som har vist mig den tillid, at jeg kan fortsætte som borgmester.

Konstitueringen hviler på en stærk og ambitiøs politisk aftale. Den vender jeg tilbage til om lidt.

Jeg vil også gerne bringe en stor tak til alle de borgere, som meldte sig for at hjælpe med at afvikle valget.

Det var helt oplagt at invitere kommunens borgere ind i valg-maskinrummet, det er trods alt borgernes valg, så tak for hjælpen.

Ud over at være borgmester er jeg også en slags ”borgernes rejseleder”.

Vi skal nå langt omkring, og vi skal sammen styrke og udvikle vores kommune. Vi skal indstille gps’en mod et fremtidigt mål, hvor kommunen bliver endnu mere attraktiv at bo i, og hvor vi kan tiltrække virksomheder og skabe arbejdspladser.

Her skal være godt at bo og leve for borgere i alle aldre.

Første ”stop” på rejsen er år 2022. Her ser vi, at interessen i at investere i nye boligområder fortsætter.

Vi opstarter arbejdet med en udvidelse af institution Møllen i Rønnede, og fortsætter renoveringen af fortove, veje og cykelstier m.v.

Vi sætter fokus på et bedre indeklima i vores folkeskoler. Og vi skal i gang med at tale med borgerne om, hvordan vi får det bedste ud af Nordskovens 270 hektar, som vi har lavet en aftale med Bregentved om at bruge til fritids-/aktivitetsformål.

Ældre medborgere

Jo, der er masser af aktivitet i vente allerede i det år, vi går ind i. Også på ældreområdet, hvor vi kommer til at tale om rekruttering, arbejdsmiljø, synlig ledelse og helt konkret bygger vi om på Grøndalscentret, så der bliver mere private forhold.

Men der er flere ”stop” på rejsen de kommende år. Og her vil jeg gerne vende tilbage til den politiske aftale, som er grundlaget for konstitueringen i byrådet med mig som borgmester.

Vores rejser fører faktisk til spændende destinationer.

Grøn omstilling for eksempel. Vi kommer til at se på udbredelsen af ladestandere i kommunen og på biodiversitet – for blot at nævne nogle få nedslagspunkter.

Inden for ældreområdet skal vi besøge rekruttering – ja faktisk påtænker vi en gennemgribende analyse af ældreområdet som også indeholder et kig på, om andre faggrupper kan komme i spil til at løse opgaver i ældreplejen og vi skal se på løn- og lokaltillæg. Vi skal også kigge på muligheden for et friplejehjem og en øgning af seniorboliger i kommunen.

Det bliver også spændende, når rejsen går til den tidligere håndværkerhøjskole i Haslev. Her kommer en arbejdsgruppe til at se på mulighederne for uddannelsesformål – faktisk skriver vi et kommissorium, som beskriver de forhold, der skal arbejdes med og undersøges.

Men vi skal også undersøge og træffe beslutninger om Haslev Svømmehal, som vi gerne ser opført i ny udgave ved Haslev Hallerne og med status som selvejende institution.

Vi skal se på samarbejdet mellem foreningslivet og skole og SFO – det vil vi gerne have udbygget, og vi skal se på normeringerne i vores dagtilbud.

Erhvervslivet

Men på sådan en rejse, når man ikke nødvendigvis i mål, hvis der ikke er en sammenhæng i rejseplanen.

Så forudsætningen for at kunne opleve vækst i og udvikling er ikke mindst vores lokale erhvervsliv.

Her er vores ambition, at Faxe Kommune skal være blandt de mest attraktive steder at drive virksomhed på Sjælland, og Faxe Kommune skal ligge i top fem i Region Sjælland, når virksomheder vurderer, hvor attraktive kommuner er.

Vi skal fokusere yderligere på turismen med helt konkrete tiltag, og vi skal analysere detailhandlen, så vi kan skabe de bedste rammer for lokale handlende i mange år fremover.

Det bliver en god, oplevelsesrig rejse.

Jeg glæder mig til at få jeres tilbagemeldinger undervejs – ja faktisk håber jeg, at i byder ind med gode idéer, så I også er med til at præge oplevelsen af jeres kommune.

Jeg og byrådet trækker i arbejdstøjet, smøger ærmerne op.
SN-Brød: Vi er klar til at råbe ”afgang” mod første stop: 2022.

Godt nytår til alle.

© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Stor katteudstilling i Haslev i weekenden
- Tre lokale verdensmestre
- Kommunemesterskab afgjort
- Babysalmesang i kirken
- Pragtfuld Crazy Night
- Det er vildt sjovt...
- Og prisen gik til Faxe Madhus
- Naomi er ny museumsinspektør
- Pragtfuldt rotræf i Faxe Ladeplads
- Kultursalonerne er klar
- Stor musik i kirken
- Venner gennem 70 år
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst