Fodbehandling til brugere på væresteder

Onsdag 15. december 2021 kl. 12:42

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Fodbehandling til brugere på væresteder
Fodterapeut Karina Friis (tv.) sætter gang i velgørenhedsarbejde med fodterapi for brugere af de kommunale væresteder i Faxe Kommune. En af brugerne, Stephanie Lind, glæder sig til at benytte sig af tilbuddet. @SN-Billedtekst:Foto: Peer Rasmussen

Fodterapeut Karina Friis tilbyder brugere på væresteder fodbehandlinger og rådgivning.

Faxe/Haslev: I begyndelsen af maj 2021 åbnede Karina Friis Klinik for Fodterapi i Faxe Sundhedscenter, og efter de første måneder med etablering og oparbejdelse af kundegrundlag, er hun nu klar med et tiltag, som har et socialt aspekt:

–Jeg vil gerne tilbyde brugerne på værestedet 76F (Hus Forbi Faxe red.) en månedlig dag, hvor jeg åbner klinikken for velgørenhedsarbejde for brugerne af værestedet her i Faxe og Værestedet Perlen i Haslev, fortæller Karina Friis.

– Under min uddannelse boede jeg på Nørrebro i København, og dér havde jeg også en månedlig dag, hvor jeg også tilbød gratis behandling til de hjemløse. Det var et projekt, jeg var meget glad for, tilføjer hun.

Tog kontakt til værestedet

Da Karina Friis var kommet godt i gang med sin klinik i Faxe, så hun, at værestedet 76F lå nærmest lige om hjørnet i forhold til sundhedscentret, og hun tog kontakt til stedets personale.

– Jeg ville gerne undersøge behovet, og især hvis der er nogle diabetespatienter på værestedet, er det jo vigtigt, at der bliver kigget på fødderne. Det er jo sundhedsfremmende arbejde, hvilket jo også er min pligt som fodterapeut, fortæller hun.

- Det er meningen, at brugerne på værestederne kan komme hver den første onsdag i måneden, første gang fra januar 2022. Der er selvfølgelig en grænse for, hvor mange jeg kan nå på en dag, men i første omgang er hele dagen sat af til det. Jeg vurderer så hver enkelt behov og vejleder eller afhjælper efter det. Det bliver jo også i samarbejde ved værestedet, hvor pædagogerne kan spørge brugerne, om de har noget der skal kigges på, tilføjer Karina Friis.

– Tilbuddet kan være mange forskellige former for behandling af eksempelvis tryksår eller rådgivning om brug af det rette fodtøj. Der kan også være nogen, som bare har brug for lidt omsorg. Nu ser vi i første omgang, hvad behovet er for brugerne af værestederne, supplerer hun.

– Hvis det her projekt bliver godt, kan det jo være, at jeg kan spørge nogle af mine kolleger i kommunen om de også vil være med til at sætte en dag af til velgørenhedsarbejde, siger hun.

Glad for muligheden

En af de brugere på værestedet 76F i Faxe, som har tænkt sig at benytte sig af Karina Friis’ tilbud, er Stephanie Lind, som bruger stedet ofte.

– Det er super godt, at Karina Friis sætter gang i dette projekt og at der er fokus på det. Hvis man har et problem med fødderne, så optager det meget af ens opmærksomhed og livskvaliteten daler, siger hun.

– Jeg har eksempelvis lidt meget af ligtorne. Selvom jeg går i fornuftigt fodtøj og bruger såler, kan jeg jo altid have gavn af vejledning for at undgå ligtorne eller nedsunken forfod. Det kan Karina give mig, tilføjer Stephanie Lind med optimisme i stemmen.

Indlevér fodtøj

Til sit projekt med at tilbyde brugerne af værestederne i Faxe og Haslev gratis fodterapi og vejledning, har hun en appel til borgere i kommunen:

– Hvis man har et par sko stående, som er et fejlkøb og som kun er brugt en eller to gange og som ikke er gået i stykker, så indlevér dem til mig. Så kan det jo være, at en af brugerne på værestedet, eller andre, kan bruge skoene, hvis de nu går i noget slidt fodtøj. Ordentlige sko hjælper jo altid på fødderne, opfordrer hun.

Af Peer Rasmussen


© Copyright 2022 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Naomi er ny museumsinspektør
- Pragtfuldt rotræf i Faxe Ladeplads
- Kultursalonerne er klar
- Stor musik i kirken
- Venner gennem 70 år
- Gods har købt havnen
- Ny affaldsordning i Faxe Kommune
- Ny ledelse i Haslev Y’s Men’s Club
- Sensommer i gaden
- Vandretur på stier
- Tennishal bliver indviet
- Shubberne spiller
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst