Det er virkelig værd at fejre demokratiet

Tirsdag 23. november 2021 kl. 13:00

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Det er virkelig værd at fejre demokratiet
Solveig Ståhl-Nielsen. Privat foto

Sognepræst Solveig Ståhl-Nielsen skriver denne uges klumme fra præsten.

Præstens Klumme: I de foregående uger har valgplakater kæmpet om opmærksomheden ved alle befærdede strøg, så det til tider har været svært ikke at lade sig distrahere, mens man kørte.

Jeg hører til dem, som synes det er rart, når plakaterne er pillet ned igen.

Til gengæld synes jeg altid, at der på den gode måde er noget særligt over en valgdag.

En ting er flagalléerne hen til valgstederne, og at busserne kører rundt med flag på – som om det var nogens fødselsdag. Det er også stemningen, når man kommer hen til skoler, sportshaller og hvor der ellers stemmes.

Der er en stadig strøm af mennesker til og fra. Nogle tager sig tid til at stå og sludre med nogen, man lige mødte, andre er hastigt på vej fra det ene til det andet og når lige at stemme på vejen.

I lokalet er der masser af venlige mennesker, som hjælper en med at finde vej til det rigtige valgbord, få de rette stemmesedler og få afleveret dem i den rigtige beholder. Alt sammen med hyggelige kommentarer og imødekommenhed.

Det slår mig hver gang, hvor heldige vi er at bo i et land, hvor demokratiet er en selvfølge, hvor der ikke skal stå soldater for at holde orden eller for at true folk til noget bestemt, og hvor vi alle opfatter det som en ret og mange af os også som en borgerpligt at tage del i demokratiet ved at afgive vores stemme.

Det er virkelig værd at fejre, for det er sørgeligvis ikke en ret man har alle steder. Det er et privilegium, der forpligter.

SN-Mellemrubrik: Løfterne

Det leder mig videre til en af de centrale ting i demokratiet og i en valgkamp: løfterne. Dem er der afgivet en del af i den forløbne tid.

Fremtiden er grundlæggende en usikker størrelse, og med løftet prøver vi at slå bro hen over usikkerheden og se fremad.

Vi vil indgyde den anden tillid til vores gode intentioner og evner. Løftet er et væsentligt bindeled mellem mennesker: vi lover hinanden både det ene og det andet: Jeg nåede det ikke i dag, skat, men jeg skal nok gøre det i morgen! Eller: Jeg gør det aldrig mere!

Det forekommer unægtelig af og til, at vi ikke får holdt, hvad vi lover. Det er der nødt til at være plads til, for vi kan så let blive indhentet af virkeligheden, der viser sig at være en anden, end vi troede. Eller vi viser os at være anderledes, end vi selv troede.

Måske er vi ikke så stærke eller kloge eller hvad det nu er, der skulle til, for at vi havde kunnet holde vores løfter.

Paulus skrev for to tusind år siden: det onde jeg ikke vil, det gør jeg, og det gode jeg vil, det gør jeg ikke…

Vi må leve med det vilkår, at vi er ufuldkomne – men vi må også kræve af os selv og hinanden, at vi gør vores absolut bedste, ikke mindst når det drejer sig om forhold, der rækker langt ud over en selv.

I skrivende stund er valget kun akkurat slut og ikke alle de nye byråd er på plads. Vi må love hinanden, at vi uanset detaljerne bliver ved med at fejre, respektere og tage del i vores demokrati efter bedste evne og til gavn for alle.

SN-Mærke: Af Solveig Ståhl-Nielsen, sognepræst Øde Førslev-Teestrup-Bråby pastorat

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Julemarked i Leestrup
- Julekoncerter med musikskolen
- Gertrud og Røde Kors
- Krondiamantbryllup
- Julehjælp til kirkerne
- Julekoncerter med musikskolen
- Julekoncert med kammerorkester
- Juletræerne tændes
- Sigtet for vold
- Hvad venter vi på...
- Hjertestarter hos SuperBrugsen
- Få hentet storskrald hjemme hos dig selv
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst