Verdens Gang: Ung og snusfornuftig...

Onsdag 29. september 2021 kl. 15:07

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Verdens Gang:  Ung og snusfornuftig...
Aksel Wolter
Verdens Gang: Som dreng var jeg omgivet ar rygere. Der blev røget cigaretter, pibe, cerutter og cigarer.


Efter aftensmaden lagde min far sig på sofaen med en tændt cigar. Jeg stod ved siden af ham og så benovet til, mens han først blæste røg ud af det ene næsebor, så af det andet, hvorefter han til sidst blæste 3 røgringe ud af munden. Så havde han opfyldt sine faderlige forpligtelser, og vi var begge glade og tilfredse.

Med sådan et forbillede blev jeg sammen med jævnaldrende drenge nødt til at udforske tobakkens gåder. Vi kunne trække 5 Eiffel eller 5 York i en cigaretautomat, som var sat op uden for Cigarforretningen, hvor man også kunne indløse sin tipskupon.

Jeg oplevede ikke rygningen som et stort vidunder, og jeg fandt ud af, at faders tricks ikke var så nemme at efterligne, hvilket selvfølgelig bidrog til min beundring for ham.

Men en dag fandt vi ud af, at vi i tobaksbutikken kunne købe en lille blikæske. Vi drenge var glade for æsker. Vi brugte skotøjæsker og tomme cigarkasser til blandt andet opbevaring af frimærker og nytårsfyrværkeri.

Blikæsken skulle jo tømmes, før vi kunne bruge den, og vi fandt ud af, at den indeholdt et produkt, der hed skrå. Det var sammenrullet tobak rullet i en lakridssovs. Ligeledes fandt vi ud af, at skråen skulle puttes ind i munden, hvor den blev blandet med spyt.

Det måtte vi prøve. Vi havde også fundet ud af, at når munden blev fyldt med spyt, skulle man spytte det ud på gaden. Det var ikke pænt at spytte, men det skulle man altså!

Den dag, hvor vi havde besluttet at tage en skrå, var det regnvejr, og da vi ikke ville blive gennemblødte, satte vi os ind på en trappeopgang.

Vi var så godt opdragede, at vi vidste, at man ikke spyttede indendørs på trætrappen. Så hvad skulle vi gøre? Vi slugte alt spyttet!

Efter et stykke tid blev jeg utilpas, og måtte gå hjem. Jeg havde kvalme, det rumlede i maven og mit hoved gjorde ondt. Min mor kunne se, at jeg havde det skidt. Udtrækssengen blev trukket ud, jeg blev lagt i den, og en gulvspand fyldt med lidt vand blev stillet ved siden af. Den kom snart i brug. Jeg kastede op.

Mine forældre var bekymrede. Var jeg faldet og havde fået hjernerystelse? Skulle de ringe til huslægen, dr. Marner?

Jeg måtte gå til bekendelse, og med den kolde vaskeklud på panden så jeg deres stille smil. Mine onkler og tanter kunne godt lide den historie. Jeg var flov. Men sådan blev jeg snusfornuftig!!


Har ungdommens forbilleder i dag gjort dem snusfornuftige? Desværre ikke. Måske snarere dumsmarte

Hvad betyder snusfornuftig? Snusfornuftig betyder kløgtig.

Synonymer for snusfornuftig er dumsmart, gammelklog eller intelligent

Har ungdommens forbilleder i dag gjort dem snusfornuftige? Desværre ikke. Måske snarere dumsmarte!!

Børn og unge spejler sig i den kultur, de mennesker og de normer, de møder i deres hverdag. Det gælder også for brug af snus og nikotinposer. Derfor kan man se, at rygning eller brug af snus blandt familiemedlemmer, venner og kammerater, kan være afgørende for, om børn og unge selv begynder.

Andre rollemodeller påvirker også. Når snus, nikotinposer eller rygning er helt almindelig blandt skuespillerne i film, serier og blandt influenserne på de sociale medier, smitter det.

Flere unge, især unge mænd bruger røgfri tobak og nikotinposer til daglig. Snus, tyggetobak og nikotinposer er blevet udbredt blandt unge. I 15-17-års alderen er det 8 pct. af pigerne og 13 pct. af drengene, der bruger disse nikotinholdige produkter dagligt, eller lejlighedsvis.

Jo ældre drengene er, jo større er udbredelsen af produkterne. Blandt 18-24-årige mænd bruger 20 pct. snus, tyggetobak eller nikotinposer 14 pct. bruger dem dagligt, og 6 pct. bruger dem lejlighedsvis.

Selvom de små poser ofte går under navnet snus, er der forskel på de såkaldte nikotinposer, tyggetobak og snus. Både snus og tyggetobak indeholder tobak. Nikotinposer indeholder ikke tobak men primært nikotin.

Alligevel er nikotinposerne stærkt vanedannende.

Undersøgelsen: „Danskernes Rygevaner 2020 “, viser at nikotinposerne er blevet mere populære end cigaretter blandt unge.

Nogle unge tror, at det er bedre for kroppen at bruge nikotinposer end at ryge cigaretter, men det er altså ikke korrekt. Nikotinposerne indeholder ikke tobak, så de skader ikke dine lunger, som cigaretter gør, men de medvirker til en masse andre sygdomme og gener.

Nikotin er ikke godt for hjernen, især ikke de unge hjerner, da de endnu ikke er færdigudviklede. Det medfører blandt andet en nedsat indlæringsevne, og så er der øget risiko for udviklingen af psykiske sygdomme som angst, depression og opmærksomhedsforstyrrelser.

Der er større risiko for kræft i bugspytkirtlen, sukkersyge og blodpropper. Og så er det heller ikke godt for tandkødet.

Nikotinen ætser simpelthen tandkødet op, og når først skaden er sket, er den svær at rette op på.

Desværre er der ikke en kontant afregning som i mine drengeår…


Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Af Aksel Wolter






© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Per Rud fortæller på B&W
- Frivilligråd, guitar og gaver
- 14-årig på ulovlig knallert
- Sorgens sange...
- Erhvervspolitisk valgcafé
- Danseduo vandt EM
- Rockband på scenen
- Guldhammer og Høirup på Møllegården
- Guldhammer og Høirup på Møllegården
- Visens Venner synger igen
- Mad over bål med havelivsstils-guro
- Lejrskoler tilbage på skemaet
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst