Farverige billeder i atelieret

Fredag 27. august 2021 kl. 07:45

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Farverige billeder i atelieret
Denis Virlogeux glæder sig til at deltage i Åbne Atelierdøre. Maleriet i midten hedder „Skytsengel” og kort fortalt symboliserer maleriet en skytsengel, som kan beskytte os mod det stigende vand, forårsaget af klimaforandringer. Foto: Peer Rasmussen

Denis Virlogeux åbner atelieret ved Åbne Atelierdøre

Faxe Ladeplads: I weekenden den 28. og 29. august, begge dage fra klokken 10-17, er en række kunstnere i Faxe og Stevns kommuner gået sammen om at holde Åbne Atelierdøre.

En af dem, der åbner sit atelier i denne weekend, er maleren Denis Virlogeux, som byder alle interesserede indenfor på adressen Pile Alle 2 i Faxe Ladeplads.

- Jeg glæder mig meget til at åbne dørene til atelieret. Åbne Atelierdøre giver for mig en anledning til at reflektere over, hvad det sidste var, som jeg har malet og til at få ryddet op i atelieret. Ved arrangementet er folk velkomne til at komme til en hyggesnak, kigge på billeder og selvfølgelig også købe nogle af dem, hvis man er interesseret i det. Jeg vil meget gerne fortælle om min kunst og Åbne Atelierdøre plejer at være et arrangement med mange besøgende, så det bliver spændende, fortæller han.

- Det er meget forskelligt, hvad folk kigger på, når de møder op på Åbne Atelierdage. Der kommer venner, som gerne vil møde andre. Andre kommer bare for at kigge og andre igen kommer i en gruppe, hvor der er lavet et program for dagen. Det er altid spændende og hyggeligt, og når det er overstået er man lidt træt, tilføjer han med et smil.

Med fra begyndelsen og før

Arbejdsgruppen bag Åbne Atelierdøre har i det udsendte katalog slået på tromme for, at det er 25. gang, arrangementet finder sted, men Denis Virlogeux var faktisk med inden:

- Det er meget sjov historie, for der er ingen, som kan huske det. I 1995 ville jeg gerne deltage i Åbne Atelierdøre i København, men det kunne jeg ikke få lov til, fordi jeg boede på Stevns. Jeg lavede så mit eget „Åbne Døre” i pinsen det år. Året efter, altså i 1996, var der nogle venner, som spurgte, om ikke vi kunne holde åbne atelierdøre sammen, Det stablede vi så på benene den sidste weekend i august, præcis som det er nu, siger han med et grin.

- Åbne Atelierdøre kommer fra Skåne i Sverige og var meget populært derovre i 1980’erne. I København var det også populært, og det var egentlig årsagen til, at jeg gerne ville deltage dengang i 1995.

Til byen i 2013.

Da Denis Virlogeux var med i Åbne Atelierdøre i de tidligere år, boede han i Hårlev, og i 2013 flyttede han til Faxe Ladeplads.

- I forhold til arrangementet er der stor forskel på at bo i Hårlev og i Faxe Ladeplads. Da jeg boede i Hårlev lå mit atelier på „ruten”, fordi der boede mange kunstnere i Rødvig. Her i området er der ikke så mange andre kunstnere, men jeg er glad for at bo her. Det første år, jeg boede her i byen var jeg ikke med, og det er kun enkelte år, jeg ikke har deltaget i Åbne Atelierdøre. Den nuværende arbejdsgruppe bag arrangementet gør det godt, og det er et meget værdifuldt arbejde, folkene i gruppen laver, slår han fast.

Ydre og indre billeder

Denis Virlogeux bliver som udgangspunkt inspireret af to ting til sine malerier:

- Det er de nære ting, såsom landskaber og de små fortællinger, altså ydre billeder. Derudover er det „symbolisme”, som er mere indre billeder. I år har jeg sat fokus på de indre billeder, billeder af symbolsk karakter. Jeg bruger modeller som baggrund for at fortælle en historie. Jeg har malet i mere end 50 år og jeg har vekslet mellem tre retninger. Jeg begyndte med abstrakte billeder, så blev det symbolisme og naturalisme, fortæller han.

Denis Virlogeux er født i Vichy i Frankrig og kom til Danmark i 1979. Han har undervist på Kunstakademiets designskole.
Han er pensioneret som underviser og går og arbejder med sine malerier i sit atelier, der ligger i en tilbygning til huset på Pile Alle.

Af Peer Rasmussen

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Hvad skal der ske i kirken?
- Standset på ulovlig knallert
- Tre aftener om kvinder i bibelen
- Replik vedr. Udrejsecenter på Skovvang
- Fandt hampplanter hos anholdt
- Ingen kvaler borgerne betaler
- Niam og Milton Huse opfører 210 boliger i Haslev
- Frisør Unique er Grøn Salon
- Oplev nattens lyde og lys - kom til nat i naturen
- En helt fantastisk ferie...
- Cirkus Bella Donna fejrer 25 års jubilæum i Faxe
- Bredt forlig om bevarelse af skolestrukturen
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst