Ud på de vilde vover med Ole Vive

Onsdag 14. juli 2021 kl. 10:17

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Kaffen blev indtaget på stranden i Faxe Ladeplads. Foto. Torkild Svane Kraft

Kaffekanden, servietterne og basserne var placeret i den flettede kurv i bagagerummet på redaktørens Morris Minor Traveller fra 1960 - og så gik turen mod borgmester Ole Vives hus i Faxe Ladeplads.

På tur med Torkild: Ole Vive havde nemlig takket ja til invitationen til en tur i den gamle Morris. En tur hvor det var Ole Vive der bestemte hvor vi skulle køre hen. Eneste betingelse var, at det skulle være til steder der betyder meget for ham. Ikke for ham som borgmester, men for ham som menneske.

Derfor var Ole Vive ikke i tvivl om, at først stor skulle være ved Faxe Kalkbrud, men ikke derfra hvor man plejer at kigge ud over kalkbruddet. Vi skulle holde der hvor Bavnekulevej og Stubberupvej mødes.

- Vi skal der op, sagde Ole og pegede op mod toppen af det store bjerg der knejser på hjørnet af de to veje. Og så var der jo ikke andet at gøre end at mase sig gennem et lille krat og, pustende og stønnende, kæmpe sig op af de stejle skrænter.

Men det var det hele værd. For da toppen var nået, har man den skønnest tænkelige udsigt. Til den ene side ser man Faxe Bugt og Møn - og til den anden side kalkbruddet, Faxe Vandrerhjem, Kanten og lidt af Faxe Bryggeri.

Dertil kommer et par smukke søer der ligger så højt placeret, at man undrer sig over, at der kan være søer her.

Efter at have beundret udsigten over den by hvor Ole Vive er vokset op, ville han videre. Heldigvis var turen ned fra „dæmningen”, som den kaldes, ikke lige så hård.

Helt op på sukkertoppen
Morrissen blev startet, og vi kørte om på den anden side af Faxe Kalkbrud - altså den langs Østervej, og vi gjorde holdt ud for „Sukkertoppen”. Det er et meget højt punkt, der netop minder om en sukkertop.

- Her har jeg klatret op og ned af skrænterne rigtig mange gange som dreng, og vi har også stået på Sukkertoppen og kigget ud over kalkbruddet, sagde Ole Vive - og så skulle vi selvfølgelig igen gennem tæt krat og op af en stejl skrænt for så at stå helt oppe på sukkertoppen, med flere hundrede meters frit fald ned til bunden af kalkbruddet. Eller sådan føltes det i hvert fald...

På mirakuløs vis faldt hverken borgmester eller redaktør ned - og så skulle vi køre videre. „Vent lige lidt” sagde Ole - han skulle lige hen og sige hej til et par medarbejdere fra Park og Vej, der var ved at renovere fortov. Ole Vive tager altid ud og ser på de projekter kommunen har gang i, og får en snak med medarbejderne.

Camp Adventure
Fra Faxe gik turen til Rønnede og Camp Adventure. Her skulle vi gøre holdt, for Ole beundrer dette sted - af mange grunde.
- Jeg er fuld af beundring for de mennesker der har skabt Camp Adventure. Til at begynde med var der vist ikke mange der troede på dem, men de holdt fast og med deres utrolige indsats og gå-på-mod ser vi nu resultatet, siger Ole Vive.

Og resultatet er da også helt unikt. Der er skovtårnet der virkelig har bragt området på verdenskortet. Det er egnens vækstmotor, mener borgmesteren, der også peger på, at man sagtens kan bruge naturen samtidig med at der passes på naturen.

- Jeg synes de gør det så godt her på Camp Adventure. De forstår virkelig at lave det hele i respekt for naturen, siger Ole Vive.
Han mener også, at Camp Adventure har fået os til at ændre syn på os selv. Før blev Faxe kaldt et udkantsområde, og det irriterede Ole Vive.

- Vi er IKKE et udkantsområde. Danmark er for lille til at have udkantsområder. Vi har udfordringer, men vi skal turde tro på at meget kan lade sig gøre - og det hjælper Camp Adventure os med at gøre.

Turen gennem skoven og frem til Skovtårnet, er meget smuk og man kommer ned i gear.

Faxe Ladeplads
Fra Rønnede gik turen mod Faxe Ladeplads. Vi skulle ned til den nye strand langs Strandvejen. Her skulle vi drikke kaffe, og spise en basse.

Vejret var skønt. Solen skinnede - og stranden var blevet meget bredere. Der var lige foretaget sandfodring.

- Det her er virkelig en win-win-situation. Vi har fået en fantastisk strand, der tiltrækker mange mennesker, og samtidig har vi forhindret oversvømmelser. Det er bare perfekt, siger Ole.

Og så skal han lige ud at sige hej til de folk fra kommunen, der var ved at sætte badebroen op - for den måtte man tage ned da sandfodringen stod på.

Herefter satte vi os med kaffe og basser og nød det gode vejr, og mens vi sad der, kom mange mennesker forbi - og flere af dem skulle lige spørge borgmesteren om noget, og komme med et par gode ideer.

Og sådan er det at være borgmester. Der er altid nogen der lige vil snakke. Og det passer Ole Vive rigtig godt. Han har altid haft jobs hvor det „at snakke” har været vigtigt - som ejendomsmægler, som vurderingsmand og nu som borgmester.

Kaffekopperne blev pakket sammen, Morrissen blev startet og Ole „blev afleveret” på behørig vis hjemme på Fredensvej.

I næste uge kan du komme „På tur med Torkild” og folketingsmedlem Tanja Larsson.

Af Torkild Svane Kraft

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Fem murere udvises efter kontrolaktion i Haslev
- Tak til hjemmeplejen
- Dukkede op i lejlighed og krævede penge
- Politiet advarer ældre borgere
- Fandt større mængde amfetamin i fryser
- Kvinde franarret penge
- Går en tur og ta’r en snak med greven og Stauning
- Padle Boards er skyld i mange redningsaktioner
- Så er der igen Rivierafest i Faxe Ladeplads
- Intet kørekort, påvirket af hash og skunk i bilen
- To butikstyve anholdt i Haslev
- Husmødre på sommertur til forsorgsmuseet i Svendborg
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst