Stor glæde ved at være frisør

Mandag 12. juli 2021 kl. 07:45

Print venlig side!   Større tekst   Mindre tekst

Stor glæde ved at være frisør
Susanne Nielsen kan den 14. juli fejre 40 års jubilæum som selvstændig frisør i Haslev. Foto: Peer Rasmussen

Indehaveren af Hair Design, Susanne Nielsen, kan fejre 40 års jubilæum som selvstændig frisør i Haslev.

Haslev: 40 som selvstændig frisør er en ganske særlig dag, og når man ydermere kan markere, at alle årene som selvstændig har været i den samme by, gør det jubilæet til noget ekstra særligt.
Noget ekstra særligt er det for Susanne Nielsen, der lidt mod sin vilje, etablerede sin egen frisørsalon, Hair Design, på Kirkepladsen 10 i Haslev den 24. juli 1981.

- Jeg havde altid haft en stor drøm om at blive frisør, så jeg kom i lære i en salon i Jyderup. Da jeg var blevet udlært i 1979, kom jeg til Nørskov her i Haslev i 1980. Jeg stoppede hos ham, fordi vi ikke havde samme kemi, og først ville jeg bare ansættes som frisør et andet sted. Jeg ville bare gerne klippe, og det med regnskab var ikke lige noget for mig. Min daværende mand sagde til mig, at jeg bare skulle springe ud i det, så jeg købte salonen på Kirkepladsen og begyndte for mig selv som tyveårig, fortæller hun om den første tid.

- De efterfølgende år har jeg så haft syv forskellige saloner i byen. I 1984 købte jeg bygningen Vestergade 2A, derefter rykkede jeg til Torvet 7A i 1989. I 1994 rykkede jeg salonen til Jernbanegade 49, og i 2004 rykkede jeg til Skolegade 23. I 2007 flyttede jeg salonen til Jernbanegade 54 og så har jeg haft salon her på Webers Tværgade 19 siden 2011. I de 40 år jeg har haft salon har jeg udlært fem elever og haft en del svende ansat, tilføjer Susanne Nielsen.

Vidt forskellige årsager

Årsagen til de mange flytninger, som Susanne Nielsen har haft med Hair Design er vidt forskellig:

-Salonen på Kirkepladsen var for mørk og bygningen i Vestergade skulle rives ned. Lokalet på Torvet var ret småt med kun to pladser, og vi var tre i salonen. Det var min veninde, som opdagede, at den gamle KTAS central i Jernbanegade 49 var ledig, så derfor blev det den, da jeg rykkede fra Torvet. Jeg havde til huse i Jernbanegade 49 i 10 år, hvor der var fire ansatte. Mens salonen var dér, blev en elev udlært, en anden rejste efter barsel og ulykkeligvis døde Olga. Derfor solgte jeg, og flyttede til Skolegade 23, hvor jeg indrettede en lille salon, fortæller hun.

- Min datter Maria Halling ville gerne i lære, og da der ikke var plads nok i Skolegade, solgte jeg, og flyttede ind i Jernbanegade 54 i 2007. Da Maria blev udlært, begyndte hun som selvstændig, og jeg blev skilt fra min eksmand. I 2011 købte jeg huset her på Webers Tværgade 19, hvor salonen ligger den dag i dag. Maria er så kommet tilbage til mig, og hjælper til i salonen hver fredag, siger Susanne Andersen.

Loyale Kunder

For Susanne Nielsen har det været en stor glæde at være selvstændig frisør i Haslev gennem 40 år.

- Jeg har været så heldig at have utrolig mange loyale kunder. Nogle af kunderne har jo fulgt mig siden jeg var hos Nørskov, og de har troligt fulgt med, selvom jeg har skiftet adresse en del gange. Haslev er en særlig by, hvor alle kender alle, og for mig er det helt særligt, når jeg kan stoppe op og tale med mine kunder i byen. Haslev er min by, og det er et sted, jeg ønsker at bo i resten af min tid. For mig er det også noget særligt at kunne arbejde sammen med min datter, selvom der selvfølgelig også kan være nogle gnidninger, fortæller hun med et stort grin.

- Der er mange søde mennesker i Haslev, og der er en tryghed i Haslev. Det gør jo, at man går på arbejde med glæde. De kunder, som kommer hos mig er jo også dem, som kan holde mig ud. Min salon er jo ikke så stor, og det kan ikke undgås, at jeg og kommer jo nærmest i familie med mine kunder, fordi jeg kender dem, tilføjer hun.

Ingen planer om at stoppe

Selvom Susanne Nielsen har været selvstændig i 40 år, har hun ingen planer om at stoppe:

- Jeg er jo kun 61 år, så der er lang tid til jeg går på pension. Man ved selvfølgelig aldrig, hvad der sker i forhold til helbredet og andre uforudsete ting, men jeg fortsætter så længe jeg kan, slår hun fast.
Udover at have været selvstændig frisør i Haslev gennem 40 år, har Susanne Nielsen været bestyrelsesmedlem i 30 år i Næstved og Omegns Frisørlaug og er bestyrelsessuppleant i Haslev Handelsstandsforening.

Reception

For at markere de 40 år som selvstændig holder Susanne Nielsen reception onsdag den 14. juli fra klokken 13-19 på Webers Tværgade 19.
- Alle er velkomne til at kigge indenfor og hilse på. Det være sig kunder og forretningsforbindelser, eller borgere fra byen. Der vil være lidt vådt og tørt, og så håber jeg bare på en hyggelig dag, siger hun.

Af Peer Rasmussen

© Copyright 2021 Faxenyt.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Fem murere udvises efter kontrolaktion i Haslev
- Tak til hjemmeplejen
- Dukkede op i lejlighed og krævede penge
- Politiet advarer ældre borgere
- Fandt større mængde amfetamin i fryser
- Kvinde franarret penge
- Går en tur og ta’r en snak med greven og Stauning
- Padle Boards er skyld i mange redningsaktioner
- Så er der igen Rivierafest i Faxe Ladeplads
- Intet kørekort, påvirket af hash og skunk i bilen
- To butikstyve anholdt i Haslev
- Husmødre på sommertur til forsorgsmuseet i Svendborg
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst
Klik venligst